Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og mælkechokolade

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Hjemmelavet is er for mig:

♡ Kuren mod dårlige dage og favoritforkælelse på glade.

♡ Noget, jeg nyder gerne og ofte. Hver dag helst.

♡ Den mest romantiske spise: to skeer i én is-boks + søde ord fra ham den særlige = jeg er solgt!

 

I går bød på ét af de øjeblikke. Min kæreste og jeg delte hjemmelavet hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og små stykker Amedei Toscano Brown.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Min yndlingsis er og vil altid være chokoladeis. Men denne befinder sig på en sikker top-tre.

Kombinationen af cremet mælkeis med herlig hasselnøddesmag, knasende karamelliserede hasselnødder og små stykker mælkechokolade er tæt på uimodståelig og gør det meget vanskeligt at stoppe før, is-boksen er tom.

Det skete også i går.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder og Amedei Toscano Brown mælkechokolade

Ingredienser

Hasselnøddeis:

230 g mælk

130 g fløde

90 g sukker

200 g hasselnøddesirup

50 g hasselnødder

50 g sukker

50 g Amedei Toscano Brown – eller anden lækker mælkechokolade

 

Bland mælk, fløde, sukker og sirup i en skål, og kør massen på ismaskine.

Varm hasselnødder og 50 g sukker på en pande.

Rør rundt – til sukkeret er smeltet og har fået en fin lysebrun farve.

Hæld massen ud på bagepapir, og lad den køle af.

Hak/blend de karamelliserede hasselnødder og mælkechokoladen, og bland dem i isen.

Nyd hasselnøddeisen selv – eller i sødt selskab :)