Knasende karamelhjerter
Et lille pip herfra: Tænd for ‘Go’morgen Danmark’ i morgen formiddag og se mig kreere julekonfekt i lange baner. Jeg går på første gang 9:40 og jonglerer med chokolade hele formiddagen.
Må du få en vidunderlig, julefin weekend!
Ingredienser
Antal: 15-20 små chokolader
Karamelliserede peanuts:
20 g salte peanuts
20 g sukker
Karamelliseret hvid chokolade:
200 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade af god kvalitet
Et nip havsalt
Karamelliserede peanuts:
Hak peanuts groft.
Smelt sukker til karamel i en lille tykbundet gryde, og rør de hakkede peanuts i.
Kom massen ud på et stykke bagepapir, og lad det køle helt af.
Hak massen fint.
Karamelliseret hvid chokolade:
Hak chokoladen groft.
Fordel chokoladen på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag den ved 120 grader i 1/2-1 time.
Rør grundigt rundt i massen hver 10. minut.
Bliv ikke bekymret, når massen begynder at klumpe. Det skal den!
Tag den ud af ovnen, når chokoladen er gylden som karamel.
Smag til med salt.
Fordel chokoladen i en chokoladeform, og drys de hakkede, karamelliserede nødder ovenpå.
Sæt formen i køleskabet, indtil chokoladen er stivnet helt.
Tag chokoladerne ud af formen, og opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet.
Indlægget indeholder affiliatelinks.