Maroni med chokolade

Chokolade maroni - mandelkager

Er du lige som mig fuldstændig forgabt og fortabt i de franske macarons? Så vil du også elske maroni.

Maroni er lige som macarons to mandelbunde lagt sammen om en ganache/creme.

Men størrelsen er iøjnefaldende forskellig: en maroni er dobbelt så store som en macaron. Mindst!

Og bundene er langt mere chewy og fyldige end de sprøde, luftige macaronsbunde.

Endelig bliver din lækkersult stillet efter en enkelt maroni. Dét gør den altså ikke efter én macaron! (I hvert fald ikke min!)

Chokolade maroni - mandelkager

Jeg kendte slet ikke til maroni før i går, hvor min kæreste og jeg så dem hos Holm’s Bager ved Illum.

Vi delte én, og derefter kunne det slet ikke gå for stærkt med at komme hjem og lave min egen version.

Den kommer her:

 

Ingredienser (cirka 20 stk.)

Bunde:

85 g mandler

25 g kakaopulver

1 tsk mel

110 g sukker

150 g past. æggehvider

35 g sukker

 

Fyld:

200 g Amedei Toscano Brown eller anden lys chokolade

100 g fløde

 

Bunde:

Smut mandlerne, og blend dem til mel.

Bland mandelmel, kakaopulver, mel og 110 g sukker.

Pisk æggehvider og 35 g sukker til marengs. (Pisk i 5-10 min.), og vend den forsigtigt i.

Kom massen i en sprøjtepose, og sprøjt små cirkler (cirka 6 cm i diameter) ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Lav lidt afstand mellem bundene.

Bag dem i ca. 15 min. ved 180 grader.

Lad dem køle af, mens du laver fyldet.

 

Fyld:

Hak chokoladen groft, og hæld den i en skål.

Bring fløde i kog, og hæld den over chokoladen.

Rør rundt indtil chokoladen er smeltet – og ganachen er homogen.

Læg en skefuld mellem to bunde, og sæt dem på køl indtil servering.

Chokolade maroni - mandelkager