Nem kransekage

Kransekage nem

Den klassiske kransekage i nyt kostume.

Med syrligt bær-bling, guldglimmer og smagsoverraskelser en masse.

Bag den hindbærfine gemmer sig sød, blød nougat.

Bag den solbærsyrlige lækker-lækker lakrids.

Bag den guldglitrende strejf af appelsin.

Om du copy-paster eller mixer på kryds og tværs, bestemmer du selv.

Kransekage nem

Nem kransekage

ca. 15 stk.

Ingredienser

Kransekager:

  • 200 g marcipan
    60 g flormelis
    20 g æggehvide

Smage:

  • Blød nougat
  • Appelsin- eller citronskal
    Rålakridspulver fra Bülow
    Hakket chokolade

Pynt:

  • Smør
  • Sukker
    Frysetørret hindbærpulver
    Frystørret solbærpulver
    Spiseligt guldstøv

Fremgangsmåde

Kransekager:

  • Kom marcipan, flormelis og æggehvide i en skål, og pisk det godt sammen.
    Tilsæt smag(e).
    Fordel dejen i små halvkugle-silikoneforme, og bag dem i 10-15 ved 175 grader.  Til de er gyldne og fine.
    Lad kransekagerne køle helt af. 

Pynt:

  • Smelt smør.
  • Bland sukker og frysetørret bær eller guldstøv.
    Dyp kagerne i smeltet smør, og rul dem i det farvefine sukker.
    Lad dem tørre.
    Opbevar dem i en lufttæt beholder indtil klokken slår 12:00 og champagnen popper.

Kransekage nem

Små hindbærispinde

Små ispinde med hindbæris, chokolade og knas

Min søndag var i sandhed en sød dag.

Anne og jeg bød 30 kageentusiaster på kagekærlighed i store og små størrelser samt ispinde med knasende krymmel i fine farver.

Jeg elskede at lære 30 af jer derude bag skærmen lidt bedre at kende og glæder mig allerede afsindigt meget til at møde 30 mere d. 13. juli.

Som lovet er her detaljer om de små hindbærispinde. Først en hurtig step by step:

1. Ismassen får en karrusseltur i Delonghi-ismaskinen.
2. Hindbærisen fyldes i silikoneform og får fornøjelsen af en overnatning i fryseren med pinde i bagenderne.
3. Dagen efter: Ispindene får et dyp i smeltet hvid eller mørk kvalitetschokolade og en hurtig ‘make over’ med pistacienødder, frysetørrede hindbær, lakridspulver, krystalliseret hvid chokolade, kakaopulver, cookiekrummer…
4. Isene er klar til ispindeparty!

Ingredienser

Antal: 10 mini ispinde

Hindbæris:
230 g hindbær
150 g sukker
100 ml mælk
100 ml fløde
1 squeeze frisk citronsaft

Pynt:
Din favoritchokolade
Hakkede nødder, frysetørrede bær, lakridspulver, kakaopulver, kokos…

Kom hindbær og sukker i en lille gryde, og bring det i kog.
Lad det simre et par minutter, og blend så massen til hindbærpuré.
Si kernerne fra, og bland med mælk og fløde.
Smag til med lidt citronsaft.
Kør massen på ismaskine, og fyld den færdigkørte is i silikoneformen.
Stik små træpinde ind i isen.
Sæt formen i fryseren natten over.
Dyp de færdige ispinde i smeltet hvid/mørk chokolade, og pynt med krymmel og knas!
Nyd dem med det samme – eller opbevar dem i en boks i fryseren, indtil islysten melder sig.

Siden indeholder affiliatelinks.

Karamelispinde med knas

Karamel ispinde praline nougat frysetørrede hindbær

Jeg drømmer om sommer.

Om solstråler og smilende ansigter.

Om bare tæer i græs.

Om lune lykkestunder på terrassen.

Om isvafler, iskaffer, isbægre og is på pind.

Sidstnævnte sidder jeg og spiser lige nu.

En knasende karamelsag gemmende på sød, cremet chokoladesorbet af karamelliseret hvid chokolade, et overtræk af Dulcey (fra Valrhona) samt karamelliserede mandler.

Det bliver en topdejlig torsdag, kan jeg mærke.

Må du også få sådan én!

Karamel ispinde praline nougat frysetørrede hindbær

INGREDIENSER

Antal: ca. 6 is

Karamelliseret hvid chokoladeis:
220 g karamelliseret hvid chokolade
450 ml vand
60 g sukker
20 g glukosesirup

Overtræk og pynt:
ca. 300 g Dulcey fra Valrhona
frysetørrede hindbær
karamelliserede mandler (fra nougatisen)

Is:
Hak chokoladen meget fint, og kom den i en skål.
Bring vand, sukker og sirup i kog i en gryde, og hæld det langsomt over chokoladen, mens du rører.
Giv massen en tur med stavblenderen, og sæt den i køleskabet, indtil den er helt kold.
Kør den på ismaskine, og kom den i en ispindeform. Jeg bruger denne ismaskine og denne ispindeform.
Stik små træispinde ned i hver is, og sæt formen i fryseren natten over.

Overtræk og pynt (dagen efter):
Smelt Dulcey i en skål over vandbad, og kom den i et lille højt glas.
Dyp de færdige ispinde i den smeltede chokolade, og pynt hurtigt med frysetørrede hindbær eller karamelliserede mandler.
Opbevar ispindene i en lille boks i fryseren indtil nydning.

Siden indeholder affiliatelinks.

Love lakrids

Love lakrids hjemmelavet Bülow

I morgen drager jeg på bryllupseventyr med manden-min.

Australien var den planlagte destination, men så fik vi den glade baby-nyhed, så nu går turen til Paris.  

Jeg glæder mig helt ned i tæerne til parisisk paradis, gåture, flettede fingre og (chokolade)kager i massevis.

I tasken har jeg hjemmelavede Love lakridser. Små kærlighedskugler til kærlighedsferien.

Lige som Bülows består de af sød lakrids drageret i hvid chokolade og vendt i pulveriseret frysetørret hindbær. 

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Jeg holder fri fra bloggen, imens vi er væk, men hold øje med mig (og kagerne) på Instagram: majachocolat.

Vil du også lave kærlighedskugler til dine kære, er her opskriften:

 

Ingredienser

Sød lakrids – gerne NO. 1 fra Bülow

Hvid chokolade – gerne Amedei Toscano White

Frysetørret hindbærpulver

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland et par skefulde frysetørret hindbærpulver i.

Klip lakridserne over i to stykker (hvis du bruger Bülows), og overtræk dem med den smeltede hindbærchokolade.

Hvis du ønsker et tykkere lag chokolade, så overtræk lakridserne to gange. (Det gjorde jeg.)

Når chokoladen næsten er stivnet, så rul kuglerne i hindbærpulver.

Opbevar kærlighedskuglerne køligt.

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Påskeæg med citron, hvid chokolade og hindbær

Påskeæg med citron

Som lovet er her nr. 2 opskrift fra ‘Med Rundt’.

Disse påskeæg er noget nemmere end lakridspåskeæggene – men også ren smagsløgforkælelse.

Jeg er faktisk ikke fan af ren marcipan… men tilsat hvid chokolade og citron – så er jeg solgt.

Håber du nyder ferien, de fine forårstegn og friheden til at gøre lige, hvad dit hjerte føler for. Det gør jeg.

 

Ingredienser

100 g marcipan

½ økologisk citron

175 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade af god kvalitet

Frysetørrede hindbær

 

Rør marcipanen blød i en skål – f.eks. med en elpisker.

Tilsæt skal og saft fra den halve citron.

Smelt 75 g hvid chokolade over vandbad, og pisk den i.

Form massen til en kugle, og sæt den i køleskabet en halv times tid.

Skær massen ud i små stykker à 15 g, og form dem til æg.

Smelt resten af chokoladen over vandbad (og temperer den.)

Dyp æggene i chokoladen, og pynt med frysetørret hindbærpulver og lidt citronskal.

Sundt sødt: kastanjekugler

Kastanjekugler - dadelkugler - med lakrids, chokolade og hindbær

Opskriften på den perfekte nytårsdag:

– bliv vækket af kærlige kys og kæreste-nus i håret.

– skyd dagen i gang med søde bær og smoothie – proppet med store stykker chokolade selvfølgelig.

– få uventet besøg af vidunderlige venner og snak, fjol og grin.

– åbn chokoladekøleskabet og giv dem frit valgt på alle hylder.

– nyd at dagen er fri for forventninger og fuld af muligheder.

– lav lækkerier i lange baner.

– få massage og sang af kæresten-din.

– gå i seng med et stort smil på læben.

 

Ud over brownies med valnødder og kokostoppe med lime og hvid chokolade lavede jeg disse kastanjekugler.

De smager sødt og chokoladelækkert, er smaddersunde og super simple at lave.

Halvdelen af dem puttede jeg lakrids i og rullede i frysetørrede hindbær. Den anden halvdel får du at se en anden dag.

 

Ingredienser (15 kugler)

150 g kastanjepuré

10 g kakaopulver

1 spsk (cirka – smag til) lakridspulver

30 g mørk chokolade

frysetørrede hindbær

 

Bland kastanjepuré, kakao- og lakridspulver i en skål.

Rør rundt indtil du har en klistret, ensartet masse.

Hak chokolade, og bland det i.

Form massen til små kugler af cirka 10 g. (Hvis de er for klistrede, så sæt dem på køl et øjeblik.)

 

Rul kuglerne i frysetørrede hindbær, og opbevar dem på køl i en lufttæt beholder.

Spis kuglerne med dine kære og med ekstra-god samvittighed.

Kastanjekugler - dadelkugler - med lakrids, chokolade og hindbær

 

 

 

Nytårsdessert: baked alaska aka indbagt is

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

… er den tredje og toplækre dessert i min nytårkavalkade.

Den består af en intens browniebund, mørk chokoladeis lavet af Amedei 70 %, sød, sprød marengs tilsat hindbærstøv og gnistrende stjernekastere.

Sidder og smugsmager, mens jeg lytter til kæresteklavertoner. Forkælelse for både smags- og høresans!

Indtil nu har isbjerget med lakrids og hvid chokolade haft en klar førsteplads hos mig. Men nu er jeg godt og grundigt i tvivl.

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Hvilken dessert skal du og dine kære nyde nytårsaften? Hvis du altså, modsat mig, er så sej, at du har besluttet dig?

 

Ingredienser (4 stk.)

(Flad) brownie

4 kugler chokoladeis (gerne hjemmelavet)

4 past. æggehvider

200 g sukker

Frysetørret hindbær

Stjernekastere

 

Stik små runde bunde ud af browniekagen med en kageudstikker.

Fordel chokoladeis på bundene (i halvkugleformede portioner).

Sæt dem i fryseren natten over. (Det er vigtigt, at isdesserterne er ISkolde, før marengsen kommer på.)

Pisk æggehvider og sukker til en stiv og sej marengs.

Bland frysetørret hindbærstøv i.

Fyld hindbærmarengsen i en sprøjtepose med stjernetyl, og lav små dutter på hele isdesserten. (Det er vigtigt, at marengsen slutter helt tæt.)

Brænd marengsen med en gasbrænder eller bag den i ovnen i et par minutter ved 225 grader (til den får en fin gylden farve.)

Sæt stjernekastere i iskagerne, og servér straks!

Nytårsdessert baked alaska indbagt is

 

Nytårsdessert: isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Nytårsdessert: Isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Jeg tæller ned til en nytårsaften med perlepersoner, pangfarver, pailletter og spiselige pragtfuldheder.

Desserten står jeg for, og valget er smaddersvært. Måske fordi jeg er en tåbe til at begrænse mig.

Derfor vil jeg de næste dage kreere forskellige nytårsdesserter og lade nøje udvalgte smagskaniner udvælge deres favorit.

Den første dessert er ‘isbjerget’.

Det består af en cremet hvid chokoladeis med swirls af sød lakridssirup, en sprød hvid chokoladeskal med rålakridspulver og knasende krystalliserede choko-kugler med hindbærstøv.

Den søde hvide chokoladeis kombineret med den salte lakrids er sand smagsløgsforkælelse.

Kegleformen er festlig og fin – og super smart, hvis du ikke har chokolade-/silikoneforme i skabet.

Føler du dig fristet, så er her opskriften:

 

Ingredienser (til 4 isbjerge)

Hvid chokoladeis:
125 g mælk
25 g fløde
100 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid kvalitetschokolade
50 g sukker
2 spsk (sød) Bülow lakridssirup

Chokoladeskal:
50 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid kvalitetschokolade
1 spsk Bülow rålakridspulver

Krystalliseret hvid chokolade med hindbærstøv:
25 g Ivoire fra Valhrona eller anden hvid kvalitetschokolade
25 g sukker
25 g vand

Frysetørret hindbær

Hvid chokoladeis:
Hak chokoladen groft.
Hæld fløden i en gryde, og bring det i kog.
Tag gryden af varmen, og tilsæt den hakkede chokolade.
Rør rundt – til chokoladen er opløst.
Tilsæt sukker og kold mælk.
Kør massen på ismaskine.
Rør forsigtigt et par skefulde lakridssirup i (som swirls).

Chokoladeskal:
Klip to cirkler ud af bagepapiret (cirka 16 cm i diameter) – og del dem på midten, så de bliver halvcirkler.
Form dem til kræmmerhus, og sæt dem sammen med en klat lim.

Smelt chokoladen over vandbad. (Temperer den gerne.)
Rør lakridspulver i.
Pensl kræmmerhusene med et tyndt lag chokolade, og sæt dem i fryseren et kvarter.
Fyld dernæst chokoladeisen i, og sæt dem tilbage i fryseren indtil servering.

Krystalliseret hvid chokolade med hindbærstøv:
Hak chokoladen, og smelt den over vandbad.
Bring sukker og vand i kog, og lad det koge, indtil det når en temperatur på 136 grader.
Hæld sukkermassen over chokoladen, mens du pisker.
Hæld de små chokoladekugler ud på et bagepapir, og lad dem køle af.
Drys med frysetørret hindbærstøv.

Nytårsdessert: Isbjerg med hvid chokolade og lakrids

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Halvfrossen citronmousse med hvid chokolade, lakrids, hindbær og pufsukker

Citronmousse med hvid chokolade, lakrids, hindbær og pufsukker

En lækker-lørdag som i går fortjener i sandhed en high-five. Og dobbelt thumbs up.

Jeg bliver drønglad og i hopla-humør, når efterårsvejret leger sommer og solen stor-stråler.

Mere af det, tak.

Da solen stak af, spiste jeg tapas og spillede Bezzerwisser med kæresten og kære venner.

Vi kom hjem derfra, da klokken pegede på nat.

Men en spontan idé og en stor citronlyst lokkede mig i køkkenet.

Det resulterede i små dessert-bomber bestående af en sprød skal Amedei Toscano White fyldt med citronmousse og omgivet af små stykker Amedei Toscano White, citronskal, rålakrids, frysetørret hindbær og pufsukker.

Det er fest for sanserne!

 

Ingredienser (til 2-3 portioner)

200 g Amedei Toscano White eller anden hvid kvali-chokolade (plus ekstra til knas)

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

1 tsk citronskal (fra øko-citron)

Bülow rålakridspulver

frysetørret hindbær

pufsukker

 

Chokoladeskallen:

Smelt 100 g hvid chokolade over vandbad, (og temperer den, hvis du lyster).

Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform. (Enten ved at pensle halvkuglerne forsigtigt – eller fylde dem med chokolade og vende formen på hovedet bagefter, så overskydende chokolade løber ud.)

Sæt formen på køl et øjeblik.

 

Citronmoussen:

Smelt de resterende 100 g chokolade over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer og sukker til let og luftig æggesnaps.

Riv citronskal, og rør den i.

Hæld den smeltede chokolade i æggesnapsen, og rør rundt.

Vend æggehviderne i.

Fordel moussen i de afkølede chokoladeskaller, og sæt formen i fryseren 3-4 timer eller natten over.

Fordel hakket hvid chokolade, citronskal, lakridspulver, frysetørret hindbærdrys og pufsukker på en afkølet tallerken.

Tag mousse-halvkuglerne ud af fryseren, placer dem på tallerkenerne, og server straks.