Blåbærbombe

Blåbær isbombe

Selv om solen er stukket af, leger jeg stadig sommer og spiser søde bær og is i massevis.

Denne søndag står på snegletempo, spontant vennevisit og lillalækre blåbærbomber.

Bomberne består af silkeblød yoghurtis placeret på en sprød mandelbund med små stykker hvid chokolade og strejf af citron.

Yoghurtisen er forfriskende, fantastisk cremet (selv om den er flødefri) og bliver ikke mindre fortryllende af at være i selskab med en sød og sprød mandelbund.

Server de smukke isbomber som en sød søndagsmorgenmad eller en skøn dessert!

Blåbær isbombe

Ingredienser
Antal: 4 isbomber

Yoghurtis:
285 g græsk yoghurt
150 g blåbær
50 g sukker
lidt saft fra en frisk citron
halvkugleform

Mandelbund:
1 æggehvide
50 g sukker
35 g mandler
35 g hvid chokolade
1 tsk skal fra øko-citron
rund kageudstikker (med samme diameter som halvkuglerne)

Yoghurtis:
Blend græsk yoghurt, blåbær, sukker og citronskal.
Kør massen på ismaskine, og lav mandelbunden imens.

Mandelbund:
Smut mandlerne, og blend dem til groft mel.
Hak chokoladen fint, og riv skallen af citronen.
Pisk æggehvider og sukker til marengs, og vend mandelmel, hakket chokolade og citronskal i.
Beklæd en bageplade med bagepapir, og smør et firkantet lag marengs ud (cirka 1 cm tykkelse).
Bag bunden i 12-15 min ved 175 grader – til den får en fin lysebrun farve.
Lad den køle af på en bagerist.
Stik fire runde bunde ud med en kageudstikker.

Samling:
Fyld den næsten færdigkørte is i halvkugleforme, og læg en bund oven på hver.
Sæt formen i fryseren natten over, og server med friske blåbær!

Frozen yogurt pops – yoghurtispinde

Yoghurtis - ispinde - frozen yogurt

Græsk yoghurt, en håndfuld hindbær, et par skefulde sukker og lidt vanille og voilà, så har du den lækreste, silkebløde yoghurtis.

Smaddernemt og sommerforfriskende!

Har du et stort chokoladehjerte (som mig), så tilsæt hakket mørk chokolade, og jeg lover, at du får kærlighed i isklæder.

Den græske yoghurt er med til at give isen en skøn, forfriskende smag og en høj placering på sundhedsskalaen.

Spis den direkte fra ismaskinen og få fløjsblød frozen yogurt som hos ‘Frozberry’ og ‘My FroYo Cup’.

Eller fyld den i små forme og gem de indbydende ispinde i fryseren, indtil solen titter frem.

Yoghurtis - ispinde - frozen yogurt

Ingredienser

285 g græsk yoghurt

150 g hindbær

50 g sukker

lidt vanille

30-50 g mørk chokolade – afhængig af din søde tand

 

Blend græsk yoghurt, hindbær, sukker og vanille.

Si evt. massen gennem en si, hvis du ønsker at frasortere kernerne. Jeg elsker knas, så jeg gør det aldrig.

Kør massen på ismaskine.

Hak chokoladen groft, og bland den i massen et par minutter før, at den er færdigkørt.

Nyd isen direkte fra ismaskinen, eller fyld den i små forme.