Hjemmelavet Snickers

Hjemmelavet Snickers

På søndag fylder jeg hele syvogtyve år, og det skal fejres med flag, familiebesøg og fødselsdagslækkerier i lange baner.

På bordet vil man bl.a. kunne finde disse små Snickers-barer.

De består af den søde mælkechokolade Amedei Toscano Brown tilsat crunchy peanutbutter, blød fransk nougat, sød karamel og salte peanuts.

Syndige og smadderuimodståelige!

Hjemmelavet Snickers

Selv om de ser komplicerede ud, så vær ikke bange for at prøve dem af. De er slet ikke så svære, som de ser ud til.

Et par timer i køkkenet (+ lidt turbo-tørring i fryseren) og bum, så er der hjemmelavede Snickers-barer.

Et perfekt påskeferieprojekt! :)

Hjemmelavet Snickers

Ingredienser (ca. 10 stk.)

1. lag:

100 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade

20 g (crunchy) peanutbutter

 

2. lag:

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukosesirup

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

1/2 vaniljestang

en knivspids salt

 

3. lag:

50 g saltede peanuts

120 g karamel (købt eller hjemmelavet f.eks. af kondenseret mælk)

 

4. lag:

100 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade

20 g peanutbutter

 

1. lag

Smelt chokolade og peanutbutter i en tykbundet gryde ved lav varme. (Lad den kun lige smelte.)

Hæld chokoladen i en form (ca. 15 cm x 10 cm) beklædt med bagepapir, og stil den på køl (eller i fryseren, hvis det skal gå hurtigt.)

 

2. lag:

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt salt og vanilje.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Rul nougaten ud med en kagerulle, og læg den oven på chokoladelaget. (Sørg for, at nougaten ikke er alt for varm.)

Sæt den på køl et øjeblik.

 

3. lag:

Drys peanuts oven på nougaten.

Varm karamellen lidt op, og hæld den ud over nødderne.

Sæt massen tilbage i køleskabet, og lad karamellen stivne helt.

 

4. lag:

Smelt chokolade og peanutbutter i en tykbundet gryde ved lav varme. (Lad den igen kun lige smelte.)

Hæld chokoladen oven på karamellen, og stil den færdige Snickers-masse tilbage i køleskabet.

Skær massen ud i små himmerigsmundfulde, og server dem for søde tænder :)

Fransk nougat med lakrids, passionsfrugt og pufsukker

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker

En søndag klædt i hvidt og med iskolde temperaturer rimer på indendørsaktiviteter og konfekt-kreering.

Disse små nougat-stykker lavede jeg som det allerførste i morges.

Når jeg først har fået en chokolade(idé), kan det slet ikke gå  for stærkt med at få den realiseret.

Blød nougat tilsat lækker Bülow lakrids, og pyntet med Amedei Toscano White, frysetørret passionsfrugtpulver og pufsukker.

Muligvis den bedste nougat, jeg nogensinde har smagt!

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker

Nu står den på mere konfekt-fremstilling hos én af mine favoritfamilier, og jeg g l æ d e r mig!

Smaddersød sne-søndag til dig!

 

Ingredienser (15-20 stk)

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukose

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

2 spsk Bülow rålakridspulver

100 g mandler

Pufsukker

Frysetørret passionsfrugtpulver

Lidt Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

Lidt flormelis

 

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Rist mandlerne let i ovnen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt lakridspulver.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne, og vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Pynt med hvid chokolade, frysetørret passionsfrugtpulver og pufsukker.

Sæt nougaten på køl et par timer, og skær den så ud i ønskede stykker med en skarp kniv dyppet i varmt vand.

Opbevar nougat-stykkerne et tørt, køligt sted.

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker

Fransk nougat med hindbær

Fransk nougat med hindbær og Amedei Toscano Brown

Jeg er højtsvævende og musiklykkelig efter min bedste koncertoplevelse n o g e n s i n d e.

Dry the River hedder bandet, og hvis ikke jeg bliver lænket fast til en stol, er der fare for, at jeg stikker til Sverige på tirsdag og hører dem igen.

Storladent. Smukt. Og bevægende (både for fødder og følelser).

Nu sidder jeg og spiser hjemmelavet fransk nougat, lytter til live-optagelser og drømmer om at hyre dem til mit bryllup.

Med mindre de er helt ubetalelige, gør vi det. Helt seriøst.

Fransk nougat med hindbær og Amedei Toscano Brown

Jeg har lavet fransk nougat én gang før – og jeg er tosset med det.

Faktisk smager det meget bedre end købe-nougat.

Vil du prøve det af, så følg opskriften:

 

Ingredienser (15-20 stk)

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukose

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

1/2 vaniljestang

en knivspids salt

evt. lidt rød slikfarve

cirka 100 g mandler

Frysetørrede hindbær

30 g lys chokolade

Lidt flormelis

 

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Rist mandlerne let i ovnen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt salt og kornene fra vaniljestangen.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne, og vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Pynt med frysetørrede hindbær, mens massen er klistret, og sæt den så i køleskabet natten over.

Smelt chokoladen over vandbad, og lav et fint mønster oven på hindbærrene.

Skær nougaten ud i ønskede stykker med en skarp kniv dyppet i varmt vand.

Opbevar dem et tørt, køligt sted.

Fransk nougat med hindbær og Amedei Toscano Brown

Blød fransk nougat med pistacienødder

Fransk nougat med pistacienødder

Du har måske luret, at jeg er ret tosset med Torvehallerne. Jeg tager ofte et lille smut forbi det store madmekka på Israels Plads og kommer sjældent hjem med hænderne tomme.

De to haller og, ikke mindst, markedspladsen uden for summer af glad stemning og byder på lækre delikatesser for hver en smag.

Jeg besøger altid det lille stade ’Krydderiet’, hvor du kan få fine frysetørrede bær og alverdens krydderier.

Summerbird og A XOCO er naturligvis også to af mine favoritstader. Du gætter aldrig hvorfor.

Det franske patisserie kigger jeg også ofte forbi. Mest på grund af de mange fristende fransk nougat-varianter, de sælger.

Sidst, jeg var der, lovede jeg mig selv at prøve at gøre kunsten efter.

Nogle varianter med chokolade selvfølgelig.

I dag får du opskriften på en lille sag med vanilje og pistacienødder – overtrukket med et lækkert lag mørk 70 % chokolade.

Nougaten har en lækker blød konsistens – uden at være klistret.

Nogle af pistacienødderne kan sagtens erstattes med mandler – hvis du synes.

Fransk nougat med pistacienødder

Ingredienser (15-20 stk)

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukose

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

1/2 vaniljestang

en knivspids salt

cirka 200 g usaltede pistacienødder – eller andre nødder

100 g mørk chokolade

Lidt flormelis

 

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Rist pistacienødder (evt. andre nødder) let i ovnen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt salt og kornene fra vaniljestangen.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne, og vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Rul nougaten ud med en kagerulle, og sæt den i køleskabet natten over.

Skær den ud i ønskede stykker med en skarp kniv dyppet i varmt vand.

Overtræk/pensl stykkerne med smeltet mørk chokolade, og drys med hakkede pistacienødder.

Pak nougaten ind i køkkenfilm/madpapir, og opbevar den et tørt sted.

Fransk nougat med pistacienødder