Juledoughnuts

Jul doughnuts donuts

En lørdag med langsom start, mediterende morgendis, gåtur med uld fra top til tå, varm chokolade i koppen, fingerflet i biografmørket, nybagte juledoughnuts og meget andet.

I morgen: søndagsbagning og selskab af den ekstra søde slags.

Jeg er fan af den slags weekender!

Og af doughnuts!

Især de søde, saftige, i ministørrelse, med julesmag, glasurkjoler – og glimmer! Masser af glimmer!

Jul doughnuts donuts

Antal: 12-14 mini doughnuts

Kaneldoughnuts:
120 g mandelmel
30 g rørsukker
1 tsk bagepulver
1 lille tsk kanel
1 knivspids salt
15 g smør (smeltet)
2 æg

Pynt:
Flormelis
Lidt vand
Lidt spiselig glimmer
Rød skovsyre

Bland mandelmel, sukker, bagepulver, kanel og salt i en skål.
Kom smør og æg i, og rør rundt, indtil din dej er ensartet.
Kom dejen i en sprøjtepose, sprøjt den ud i en varm, smurt (mini)doughnutmaskine og bag dem et par minutter.
Eller sprøjt dejen ud i en (mini)doughnutform, og bag dem i ovnen i ca. 5-10 min ved 175 grader. (Hold øje med dem.)
Lad dem køle helt af.

Bland flormelis og vand til glasur, og pynt de afkølede doughnuts med den. Pynt med glimmer og evt. også rød skovsyre.

Jul doughnuts donuts

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Brownie doughnuts

Brownie doughnuts

Søndag fik min minidoughnutmaskine besøg af min bedste browniedej og fremtryllede fine, fudgy doughnuts på få minutter!

Efter afkøling fik kagerne søde chokoladeglasurkjoler på – og farvefint pynt!

Resultatet blev små søde doughnuts med browniens lækre smag og konsistens – og doughnutens ynde. Ret så uimodståeligt!

Selv om der var 20 styk (jeg nåede at spise tre, inden billedet blev taget), var alle væk inden for en time.

Heldigvis har jeg allerede fået flere venindebestillinger på dem, og jeg g l æ d e r mig til pynteparty med pigerne!

Brownie doughnuts

INGREDIENSER

Antal: ca. 20 minidoughnuts

90 g smør

90 g mørk chokolade

1 1/2 æg

150 g sukker

40 g  mel

35 g kakao

en knivspids salt

 

Smelt smør og mørk chokolade over vandbad, og sæt det til side.

Pisk sukker og æg let og luftigt, og vend den lidt afkølede chokoladeblanding deri.

Sigt mel, kakao og salt i.

Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt dejen ud i en doughnutmaskine.

Bag dem et par minutter (tjek undervejs), og lad dem køle af.

Pynt med chokoladeglasur og hakkede nødder, frysetørrede bær, hakket chokolade…..

Spis i sødt selskab!

Brownie doughnuts

Glutenfrie doughnuts

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

Mit køkken er fyldt med fristende, farvefine doughnuts – og meget snart min mave.

Heldigvis er de i ministørrelse og i den knap så syndige afdeling af doughnutsskalaen.

De er i modsætning til klassiske doughnuts hverken friteret eller fyldt med hvedemel.

De har dog stadig deres fine form og de farvefestlige glasurkjoler.

Doughnuts’ene er lavet på cashewnøddemel, hvilket gør dem søde og saftige og virkelig svære at holde fingrene fra.

Eneste men er, at de kræver en doughnutmaskine/-form.

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

I dag var min doughnutsdebut. Men jeg er helt solgt – og står det til mig, bliver der doughnutfest i køkkenet snart igen. Som i virkelig snart.

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts

INGREDIENSER

Antal: 14 mini doughnuts

120 g cashewnødder

30 g rørsukker

1 1/2 tsk bagepulver

1 knivspids salt

15 g smagsneutral olie/smeltet smør

2 æg

 

Blend cashewnødderne til mel, og bland nøddemelet med bagepulver, sukker og salt i en skål.

Kom olie og æg i skålen, og rør dejen sammen med et piskeris.

Kom dejen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud i en varm, smurt doughnutmaskine.

Bag dem et par minutter – til de har en fin gylden farve.

Lad dem køle lidt af, og pynt dem med smeltet chokolade, glasur, karamel, frysetørrede bær, hakkede nødder, lakrids…

Glutenfrie cashew doughnuts / donuts