Chokoladepandekager
Pandekager er meget populære herhjemme. Både de sunde og de syndige af slagsen.
Jeg elsker at eksperimentere med nye pandekagesmage og får ofte idéer til skøre ingredienser, der skal prøves af.
Indtil videre er favoritterne: chokolade, citron, lakrids og kardemomme.
Jeg bager altid en skyhøj stak i håb om at få et par stykker til overs til madpakken.
Det sker aldrig.
I går stod menuen på chokoladepandekager med bunker af bær og chokoladesauce. I selskab med solen og det grønne græs.
Det var et stort hit.
Har du eksperimenteret med sjove smage i dine pandekager? Så del dem meget gerne med mig.
OPSKRIFT
Chokoladepandekager:
90 g mel
10 g kakaopulver
20 g sukker
1/3 tsk salt
3 dl mælk
4 æg
Chokoladepandekager:
Kom mel, kakao, sukker og salt i en skål, og rør det sammen.
Pisk mælk i.
Tilsæt æg, og pisk det hele godt sammen.
Bag tynde pandekager med en varm pande smurt med smør.
Server pandekagerne med dit yndlingstilbehør!