Cookie-kugler

Cookie dough kugler

Har du ligesom mig smaddersvært ved at holde fingrene fra rå kagedej?

Og fisker du også efter de små kagebidder i Ben&Jerry’s Cookie Dough?

Så er disse cookie-kugler stensikkert noget for dig.

Cookie-dejen er rullet til små kugler og overtrukket med et lækkert lag Amedei Tocano Black 70 %. Den søde kagedej kombineret med den smagfulde luksuschokolade er guld for smagsløgene.

Derfor har kuglerne fået et lille drys guldglimmer. Det er spiseligt og mest for sjov.

Cookie dough kugler

Vil du prøve guldklumperne af, så følg følgende opskrift:

 

Ingredienser (cirka 12 kugler)

60 g smør

60 g rørsukker

½ vaniljestang

1 knivspids salt

60 g hvedemel

30 g mørk chokolade + 100 g mørk chokolade til overtræk

 

Tag smørret ud af køleskabet, og lad det stå ved stuetemperatur et øjeblik.

Pisk det bløde smør, sukkeret og kornene fra den 1/2 vaniljestang til en cremet masse.

Kom mel og salt i, og pisk videre.

Hak de 30 g chokolade, og vend dem i.

Smugsmag, men pas på. Det er svært at stoppe igen.

Rul dejen til små kugler, og sæt dem på køl et par timer.

Overtræk cookie-kuglerne med tempereret mørk chokolade.

Nyd dem selv – eller forær dem til en cookie dough-elsker!

Cookie dough kugler