Nytårsdessert: Champagnemacarons

Champagnemacarons

Jeg tæller ned til et familierart og roligt nytår tilbragt med de to, som jeg elsker allermest.

Desserten skal til gengæld være fuld af spræl og festlighed. Og med stor forførelsesfaktor.

Derfor tester jeg de næste dage søde sager i massevis.

Mit håb er at finde en vinderdessert samt give jer inspiration til, hvordan I kan forsøde jeres sidste aften af 2013.

Første forslag er små champagnemacarons.

Servér dem i selskab med champagne, kransekage og stjernekastere.

Og gerne med guld og glimmer.

Champagnemacarons

Ingredienser

Antal: 12 macarons

Macaronbunde:

43 g mandler

75 g flormelis

40 g æggehvide

25 g sukker

spiseligt guldglimmer

bladguld

 

Champagnesmørcreme:

75 g flormelis

20 g blødt smør

cirka 2 spsk god champagne (smag til)

 

Macaronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Kom flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

Lad bundene køle af på en rist.

Pynt dem med guldglimmer og bladguld.

 

Champagnemacarons:

Kom alle ingrendienser i en skål.

Pisk først ved lav hastighed, så høj, indtil massen er let og luftig.

Hvis frostingen er for tyk, så tilsæt lidt mere champagne.

Kom smørcreme mellem bundene, og servér!

Tip: Lav bundene et par dage i forvejen, men vent med champagnesmørcremen til lige inden servering. Så er champagnesmagen nemlig lækker og gennemtrængende!

Champagnemacarons