Chai-chokolade-cupcakes

Chai chokolade cupcakes

I går drog jeg på juleeventyr med Skyen og hendes far.

Vi tog toget mod solskinsøen med masser af julesommerfugle i maven, en tætpakket barnevogn og en dele-Chai to go. Med ekstra meget kanel!

Chai er noget, som jeg meget sjældent drikker, men som jeg elsker. Måske mest fordi den minder mig om juletraditioner og tosomhed.

Allerede ved allerførste mundfuld fik jeg idéer til søde chokolade-chai-kombinationer.

Disse cupcakes er én af dem.

De består af fydgy, melfri chokolademuffins og en sød smørcreme med masser af chaismag.

De er lige blevet spist i sødt selskab i en stue fyldt med julestemning.

Jeg håber også, at der er masser af juleglæde gemt i dig lige nu!

Rigtig glædelig jul!

Chai chokolade cupcakes

Ingredienser

6-8 store cupcakes

 

Chokolademuffins:

200 g mørk chokolade

100 g smør

200 g sukker

4 æg

 

Chaiblanding:

1/2 tsk kanel

1/2 tsk stødt ingefær

1/2 tsk stødt nelliker

3/4 tsk kardemomme

 

Chaismørcreme:

125 g flormelis

35 g blødt smør

2 spsk mælk

1 tsk chaiblanding

 

Chokolademuffins:

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

Tag skålen af varmen, når chokolade og smør er smeltet, og rør sukker i.

Pisk æggene let sammen, og rør dem i.

Hæld dejen i store muffinsforme, og bag kagerne ved 180 grader i cirka 25 min.

Lad dine muffins køle helt af, mens du laver smørcremen.

 

Chaiblanding:

Bland alle krydderier sammen i en skål.

 

Chaismørcreme:

Kom flormelis, smør, vand og chaiblandingen i en skål.

Pisk massen ved lav hastighed et øjeblik, og pisk derefter ved høj hastighed, indtil massen er let og luftig.

Fyld smørcremen i en sprøjtepose med stjernetylle, og sprøjt små toppe ud på kagerne.

Giv til sidst dine cupcakes et lille drys ren chaiblanding.

Servér for søde julegæster!

Chai chokolade cupcakes