Julechokohasselnøddesmør

julenutella julenøddesmør

Eller Nutella med julesmag, om man vil.

Det er smadderenkelt at lave, men supersvært at holde fingrene fra.

Ristede afskallede hasselnødder, mælkchokolade og et stejf kanel, og that’s it.

Jeg spiser det allerhelst direkte fra glasset med en ske.

Men det smager også vidunderligt på nybagte boller, mellem to kiks og sammen med vaniljeis.

Smadderglædelig 1. december, søde læsere! Og tusind tak for jeres idéer/forslag til julelækkerier.

Der kommer masser af slagen på bloggen resten af måneden!

julenutella julenøddesmør

Ingredienser

120 g hasselnødder

80 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade

1 tsk kanel

 

Rist hasselnødderne i ovnen i cirka 5 min ved 200 grader.

Fjern så skallerne ved at gnubbe nødderne i et viskestykke.

Kom nødderne i en kraftig stavblender (som Bamix), og blend dem til smør. (Det kan tage lidt tid).

Smelt chokoladen i en skål over vand, og bland chokolade og nøddesmør.

Smag til med kanel.

Spis lidt lunt, og kom resten i et lille glas.

Opbevar det køligt.

Triple chocolate cookies

triplechoccookies9

Knasende og chewy kæmpecookies proppet med hvid, lys og mørk chokolade.

Farligt lækre og virkelig svære at holde fingrene fra.

Faktisk så meget, at jeg har bagt dem hver dag de sidste seks dage. Uden undtagelse.

Bag en portion, og overrask hele familien med dem.

De hitter hos både store og små:

Triple chocolate cookies

Ingredienser

Antal: 8-10 cookies

75 g blødt smør

150 g sukker

1 tsk groft salt

1 æg

150 g hvedemel

1 tsk vaniljesukker

1 tsk bagepulver

40 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

40 g Amedei Toscano Brown eller anden mælkechokolade

40 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade

 

Rør smør, sukker og salt sammen i en skål.

Pisk æg i.

Bland mel, vaniljepulver og bagepulver sammen, og vend det i.

Hak chokolade groft, og vend det i.

Sæt store skefulde (à cirka 60 g) på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dem lidt flade.

Bag cookies’ene ved 225 grader øverst i ovnen i 6-8 min. Hold øje med dem, så de ikke bliver sorte.

Tag dem ud, og glæd dine kære med nybagte og dejligduftende cookies.

Triple chocolate cookies