Chokoladeovertrukne blåbær

Friske blåbær overtrukket med hvid chokolade (tilsat frysetørret blåbær og citron)

Nogle gange er der akut brug for søde sager.

Så gælder det om at gennemsøge køleskabet og være kreativ.

I mit fandt jeg: friske blåbær, lidt hvid chokolade, frysetørret blåbær og en øko-citron.

10 min i køkkenet, og så var der lavet små lyserøde lækkerheder.

Sødt og syrligt i skøn forening.

Må du få en rigtig dejlig dag!

Friske blåbær overtrukket med hvid chokolade (tilsat frysetørret blåbær og citron)

Ingredienser 

20-30 friske blåbær

50 g hvid chokolade

2 tsk frysetørret blåbær

1 tsk citronskal (fra øko-citron)

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland frysetørret blåbær og citronskal i.

Dyp blåbærrene i chokoladen, og sæt dem på køl indtil nydning!

Friske blåbær overtrukket med hvid chokolade (tilsat frysetørret blåbær og citron)

 

Chokoladebomber med mousse og praline

Chokoladebomber med chokolademousse - praline - hasselnødder

Hurra og tak for en lækker lørdag fuld af lykkestunder, latter, leg og ’lade-lækkerier.

Vi fik besøg af en favoritfamilie, lavede (gruopvækkende) græskarmænd, gik tur i den fine, frostbeklædte verden, beundrede de orange-røde efterårsblade, kravlede under uldtæppet med en god bog og spiste ’lader i lange baner.

Chokoladebomber med chokolademousse - praline - hasselnødder

Blandt andet disse mælkechokoladebomber, der med garanti spreder glæde hos enhver chokoladeelskere.

De består af en sprød skal af mælkechokolade, en sød, cremet mousse af mælkechokolade og en knasende bund af hasselnøddepraline og minsandten også lidt mælkechokolade.

Som du nok har luret, er jeg forgabt i og kæmpe fan af den søde mælkechokolade.

Ha’ en sød søndag, skønne læsere!

Chokoladebomber med chokolademousse - praline - hasselnødder - Amedei Toscano Brown

Ingredienser (til 4 bomber)

Choko-skal og -mousse:

200 g lækker mælkechokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk sukker

 

Pralinebund:

20 g hasselnødder

40 g sukker

40 g mælkechokolade

 

Tilbehør:

Halvkugle-silikoneform (halvkuglerne er 7 cm i diameter)

 

Chokoladeskallen:

Smelt 100 g mælkechokolade over vandbad, (og temperer den, hvis du lyster).

Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform (ved at pensle dem forsigtigt).

Sæt formen på køl et øjeblik.

 

Chokolademoussen:

Smelt 100 g mælkechokolade over vandbad, og stil det til side.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer og sukker til let og luftig æggesnaps.

Vend den smeltede chokolade i æggesnapsen, og rør forsigtigt rundt.

Vend æggehviderne i.

Fyld moussen i de afkølede chokoladeskaller, så de er næsten fulde (efterlad en 1/2 cm til bunden).

Sæt formen i køleskabet 3-4 timer eller natten over.

 

Pralinebund:

Rist hasselnødderne et øjeblik (i ovnen eller på panden), og fjern skallerne.

Smelt sukkeret i en tykbundet pande – indtil det får karamelfarve.

Tilsæt hasselnødderne, og tag det straks af varmen.

Afkøl massen, og blend den.

Smeltet chokoladen, og bland pralinen i lidt ad gangen (gemt evt. lidt).

Læg et tyndt lag (ca. 1/2 cm) af massen oven på hver chokolademousse (som bund).

Sæt formen med bomberne tilbage i køleskabet.

Tag bomberne ud lige inden servering, og drys med praline og finthakket chokolade.