Pistaciemazarinkage med citron og hvid chokolade

Pistaciemazarintærte

I øjeblikket kører Dyrenes Beskyttelse kampagnen “Bagværk mod buræg”, og jeg har doneret denne pistacietærte for at vise min støtte.

Pistacietærten var meget populær på Instagram og fik så mange fine kommetarer – plus et par sjove navne. Det er langt fra hver dag, jeg bager en ‘Skovbund’.

Under det lysegrønne ‘mos’ gemmer sig sød hvid chokolade, saftig pistaciemazarin tilsat citron og sprød mørdej. Servér tærten sammen med en kugle is og lidt frisk frugt, og lykken er gjort!

Ha’ en smadderdejlig regnvejrsdag!

P.S. Tak for jeres mange, mange vidunderlige ord til konkurrencen.

Jeg har læst hver og én. Flere gange.

Og kommentarerne har både fået mig til at skraldgrine og fælde flere tårer (af den gode slags).

Vinderen er Katrine, der ikke har sovet en hel nat i flere år og seriøst har brug for et chokofix. Søde Katrine, send mig en mail på majaavase@gmail.com, så sender jeg et 2080 g tungt forkælelsefix din vej.

Ingredienser

Antal: 6-8 personer

Mørdej:
140 g mel
50 g flormelis
70 g smør
1 knivspids salt
½ øko æg

Pistaciemazarinmasse:
100 g øko marcipan
40 g usaltede pistacienødder
80 g sukker
50 g blødt smør
1 øko æg
skal og saft fra 1 øko citron
1 knivspids salt

Pynt:
100 g hvid chokolade af god kvalitet

40 g usaltede pistacienødder
Spiselige blomster
Lidt skal fra øko citron

Mørdej:
Kom mel flormelis og salt i en skål, og smuldr det kolde smør heri.
Saml dejen med ægget – vær grundig, men hurtig.
Form dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og sæt den på køl en times tid.
Beklæd en smurt tærteform med løs bund (20 cm i dia.) med mørdejen.

Pistaciemazarinmasse:
Riv marcipan groft, og blend pistacienødderne til mel.
Kom så alle ingredienserne i skål.
Pisk massen let og luftig, og fordel den i tærteformen.
Bag tærten i ca. 20 min ved 175 grader.
Lad den køle helt af, og opbevar den i køleskabet indtil servering.

Umiddelbart inden servering:
Smelt chokolade i en skål over vandbad, og smør den ud på kagen.
Blend pistacienødderne til mel, og drys dem ud over kagen i et tyndt lag.
Pynt med blomster og lidt citronskal.

I sommers pyntede jeg den sådan her:

Pistaciemazarintærte

Indlægget indeholder affiliatelinks.