Appelsinsorbet med kanel og mørk chokolade

Appelsinsorbet med kanel og mørk chokolade

Ekstra godt og effektivt råd mod vinterdepression:

Spis is og drøm om solskin og sommerglæde!

Jeg spiser i skrivende stund hjemmelavet appelsinsorbet – og dét virker.

Appelsinsorbeten er lavet på smagfulde øko-appelsiner, krydret med kanel og tilsat store stykker mørk chokolade.

Den er fremtryllet af en dejlig ven, der gerne og ofte leger med min ismaskine. Allerhelst hver gang han er på besøg. Jeg er vild med det.

Næste gang han kommer, står menuen på cheesecake-is.

Nedtællingen er begyndt.

Appelsinsorbet med kanel og mørk chokolade

Ingredienser
Antal: 4 personer

100 g sukker
100 g vand
2 øko-appelsiner
2 tsk kanel (smag til)
mørk chokolade

Bland sukker, vand, saften fra begge appelsiner, skallen fra én af dem og kanel, og kør på ismaskinen.
Hak chokoladen groft, og bland den i et minut før, at isen er klar.
Spis og bliv (sommer)glad!