S’more dessert

Smore dessert

Jeg har taget springet.

Et stort og utrygt af slagsen, men et af de bedste spring i mit liv.

Jeg er gået selvstændig og lever nu af at lave det, jeg elsker allermest.

Hver dag går jeg i seng med taknemmelighed, lykke – og chokolade i maven.

Hurra for drømme, der bliver til virkelighed.

Må alle opleve det!

Smore dessert

Jeg har så travlt lige nu, at jeg forsømmer bloggen lidt.

Jeg skylder både indlæg og svar på jeres mange søde kommentarer.

Jeg beklager meget – og håber af hele hjertet, at I holder ved derude!

Her er en lille sød sag, som jeg spiste i går. Mutters alene. En stille stund. For første gang på meget lang tid.

Ret så rart.

Sprød kiksebund, sød ganache af mælkechokoladen Jivara fra Valrhona, brændt marengs og en lille macaron for pænheds skyld.

Her er opskriften:

INGREDIENSER

Antal: 4 små tærter

Bunde:
120 g Digestivekiks
60 g smør

Chokoladeganache:
140 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade af god kvalitet
70 ml piskefløde
1 knivspids havsalt

Brændt marengs:
1 æggehvide
50 g sukker

Bunde:
Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål.
Smelt smør, og bland det med kiksekrummerne.
Kom kiksemassen i små tærteforme (både bund og side), og tryk den godt sammen med fingrene.
Sæt formene på køl, mens du laver ganachen.

Chokoladeganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld det over chokoladen.
Vent et øjeblik, og rør så forsigtigt rundt, indtil chokoladen er smeltet og massen homogen.
Smag til med lidt salt.
Fordel ganachen i de fire forme, og sæt dem på køl et par timer.

Brændt marengs.
Pisk æggehvide og sukker til marengs, og kom det i en sprøjtepose med lille, rund tylle.
Dekorer med små toppe marengs – både på tærterne og ved siden af.
Brænd marengsen med en gasbrænder.
Servér straks!

Indlægget indeholder affiliatelinks.