Nytårsdessert: Saltkarameltærter med karamelliserede peanuts og pufsukker

Saltkarameltærte med karamelliserede peanuts

Sprød og blød. Salt og sød.

Og sandsynligvis sidste nytårsdessert fra min hånd.

Med mindre jeg får abstinenser i morgen.

Og nogen kommer og tømmer vores køleskab.

Alle hylder er pt. proppede med søde sager, og alm. mad er forvist til altanen.

Det er en barsk skæbne at være en gulerod og en spegepølse i vores hjem.

Har du styr på desserten endnu?

Ellers er disse små tærter drønlækre og overraskende lette at trylle frem.

Sprød, smørmættet mørdej fyldt med karamelliserede peanuts, pufsukker og blød saltet karamel, som gør tærten komplet umulig at modstå!

Server evt. tærten med en lille kugle is og lidt frisk frugt. Det tager de ikke skade af.

(En lille teaser-video fra Instagram)

Saltkarameltærter med karamelliserede peanuts

ca. 10 små tærter

Ingredienser

Mørdej:

  • 75 g smør, koldt
    150 g hvedemel
    50 g flormelis
    1 knivspids salt
    ½ æg

Karamelliserede peanuts:

  • 50 g saltede peanuts
    50 g sukker

Desuden:

  • Lidt pufsukker

Saltet karamel:

  • 200 g sukker
    100 ml piskefløde
    1 nip salt

Pynt:

  • Spiseligt guldstøv
    Pufsukker

Fremgangsmåde

Mørdej:

  • Skær smør i små tern, og kom mel, flormelis, salt og smørtern i en foodprocessor/blender.
    Blend det sammen, indtil det ligner revet parmasan.
    Tilsæt æg, og kør et kort øjeblik, så dejen lige samler sig.
    Form den til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm, og kom den i køleskabet i mindst en time.
    Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd små tærteforme (ca. 7 cm i diameter) med dejen.
    Prik bundene med en gaffel.
    Læg forsigtigt stanniol over bundene, og fyld dem op med tørre bønner el lign.
    Bag bundene i ca. 10 min ved 175 grader.
    Fjern så bønner og stanniol, og bag videre i ca. 5 min.
    Lad bundene køle helt af.

Karamelliserede peanuts:

  • Hak peanuts groft.
    Smelt sukker til gylden karamel i en gryde, og rør hurtigt peanuts i.
    Hæld massen ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.
    Hak den fint, og bland den med pufsukker.
    Kom lidt knas i bunden af hver tærtebund, og gem resten til pynt.

Saltet karamel:

  • Varm fløden op i en lille gryde, og sæt den til side.
    Smelt forsigtigt sukker til gylden karamel i en anden gryde.
    Tag gryden af varmen, og tilsæt fløden lidt ad gangen under omrøring.
    Tilsæt salt.
  • Lad karamellen køle lidt af, og fyld bundene med den, så al knas er dækket.
    Sæt tærterne på køl natten over.

Pynt:

  • Pynt f.eks. med lidt karamelliserede peanuts, pufsukker og guldstøv.

Tip: Hvor meget pufsukker, du gemmer i hver tærte, er op til dig. Du kan også variere fra tærte til tærte, så nogle gæster får en kæmpeeksplosion i munden, mens andre slipper. Pufsukkeret kan selvfølgelig også helt undlades.  

Saltkarameltærte med karamelliserede peanuts