Nytårsdessert: Moussebombe med hvid chokolade og citron

Nytårsdessert: mousse bombe med hvid chokolade og citron

Fjerde og formentlig sidste nytårsdessert-idé for i år.

Nu vil jeg fralægge mig al ansvar og lade smagskaniner afgøre dessert-skæbnen.

Én af de kvikke kaniner, som tilfældigvis skal spise med nytårsaften, har foreslået en desserttallerken med alle fire desserter.

Jeg er ret vild med idéen.

Én ting er i hvert fald stensikkert:

Ingen dessert uden stjernekastere, sølvglimmer, sydende sukker og chokolade i store mængder.

Må du få et fantastisk (festligt) nytår!

Nytårsdessert: mousse bombe med hvid chokolade og citron

Ingredienser (6 stk.)

300 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

3 pasteuriserede æggehvider

4 pasteuriserede æggeblommer

4 spsk sukker

4 tsk citronskal (fra øko-citron)

4 spsk pufsukker

spiselige violer

 

Chokoladeskallen:

Smelt 100 g chokoladen over vandbad – og temperer den.

Fordel et tyndt lag chokolade i halvkugle-silikoneforme (7 cm i diameter) – f.eks. ved at pensle det på.

Sæt formen på køl, mens du laver chokolademoussen.

 

Chokolademousse:

Smelt de resterende 200 g chokolade over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer og sukker til en let og luftig æggesnaps.

Riv citronskal, og bland den i.

Bland så den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend tilsidst æggehviderne i, og fordel moussen i halvkugleformen.

Sæt formen i fryseren 3-4 timer eller natten over.

Fordel en skefuld pufsukker under hver bombe, pynt med spiselige violer og servér straks.