Juletræer – cookies med pistacienødder, citron og mælkechokolade
De sprøde stjerner var en stor succes og gav smag på mere.
Derfor fandt jeg figur-formene frem igen og slap fantasien løs.
Lidt leg i køkkenet resulterede i disse små juletræer med pistacienødder, citron og mælkechokolade. Plus en meget småkagelykkelig kæreste.
Ingredienser (12 kiks)
1 lille æggehvide
60 g flormelis
50 g mandler
100 g saltede pistacienødder (uden skal)
1-2 spsk citronskal (fra øko-citron)
100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker mælkechokolade
20 g usaltede pistacienødder
Blend mandler og halvdelen af de saltede pistacienødder til mel.
Hæld æggehvide og flormelis i en skål, og pisk det i nogle minutter.
Bland nøddemel og citronskal i, og rør rundt.
Blend resten af de saltede pistacienødder, og drys dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Rul dejen ud til 1 cms tykkelse (oven på nøddemelet), og stik juletræer ud med en kageudstikker.
Bag dem ved 150 g i midten af ovnen i 10-12 min.
Afkøl kiksene.
Blend de usaltede pistacienødder til mel.
Dyp juletræerne i smeltet (tempereret) chokolade, og pynt med pistaciemel.