Julecookies
Knasende og chewy kæmpecookies, der spreder juleduft i hele huset og juleglæde i maverne.
Cookies’ene er krydret med kanel, kardemomme og nelliker samt tilsat store stykker marcipan og nougat.
Jeg har gemt en portion i en stor kagedåse. Højt oppe i et skab. Inderst på hylden.
Kender jeg familien (læs: min mand og jeg) ret, er den tom i morgen.
Ingredienser
Antal: 8-10 cookies
75 g blødt smør
150 g sukker
1 tsk kanel
1/2 tsk kardemomme
1 knivspids stødt nellike
1/2 tsk salt
1 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g marcipan
50 g blød nougat
Rør smør, sukker og krydderier sammen i en skål.
Pisk æg i.
Bland mel og bagepulver sammen, og rør det i.
Hak marcipan og nougat i store stykker, og vend dem i.
Sæt store skefulde (à cirka 50 g) på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dem lidt flade.
Bag cookies’ene ved 225 grader øverst i ovnen i 6-8 min. Hold øje med dem, så de ikke bliver brændte.
Tag dem ud, og glæd dine julegæster med nybagte, julekrydrede cookies.