Hindbær-crumble

Mini hindbærcrumble

Hindbær-crumble stod øverst (og med store bogstaver) på min kærestes kageønskeliste i går, og jeg elsker at gøre kageønsker til virkelighed.

Desuden fortjente han forkælelse en masse – efter at have forberedt bryllup m a n g e timer i træk.

Derfor hoppede jeg hurtigt i køkkenet og fandt ingredienserne frem.

Jeg fyldte små forme med frosne hindbær, fordelte store stykker Amedei Toscano Black 70 %, crumbledej, øko-marcipan og hakkede hasselnødder – og efter en lille halv time i ovnen var der lækre lune crumbles klar til nydning.

Til de små crumbles lavede vi en forfriskende, vanilleprikket creme fraiche-is.

Temmelig lækkert!

Mini hindbærcrumble

Ingredienser (til 3 små forme)

100 g hindbær

20 g mørk chokolade

20 g mel

20 g sukker

20 g smør

en knivspids vanille

20 g marcipan

10 g hasselnødder

 

Fordel hindbærerne i skålene.

Hak chokoladen groft, og fordel den oven på hindbærerne.

Riv marcipanen groft, og fordel den ovenpå.

Hæld mel, sukker, smør og vanille i en skål, og smuldr det med fingrene.

Spred crumblen ud over kagerne. 

Hak hasselnødderne fint, og fordel dem oven på crumblen.

Bag kagerne i ca. 30 min ved 180 grader. (Hold øje med dem.) 

Server dem lune – med creme fraiche el. lign. til.

Mini hindbærcrumble