Små hasselnøddekager med chokoladeganache

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Ofte skal der ikke mere end et enkelt lille niece-smil, en glad klukkelyd eller en lille bevægelse med de fin-finere-fineste blonde krøller til at gøre mig helt blød om mosterhjertet.

Det skete også i dag.

Jeg tilbragte det meste af eftermiddagen med kærlighedspigen og hendes mor.

De er begge smadderseje, virkelig-vidunderlige og meget vigtige for mig.

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Jeg havde en lille hasselnøddekage med til familien.

En glutenfri én – men fuld af smag.

Den består af tre små hasselnøddebunde og masser af smovset chokoladeganache (af Amedei Toscano Black 70 %).

Selv for en meget stor kageelsker, er den svær at komme igennem helt alene.

Det er helt med vilje.

Del den med ham, du elsker – på én tallerken og gerne med lukkede øjne.

Hasselnøddekage med chokoladeganache

Ingredienser (4 små kager)

Nøddebunde:

3 æggeblommer

3 æggehvider

100 g sukker

110 g hasselnødder

1 tsk bagepulver

 

Chokoladeganache:

200 g chokolade

70 g smør

Hakkede hasselnødder (som pynt)

 

Nøddebunde:

Pisk æggeblommer og sukker let og luftigt.

Blend hasselnødder til nøddemel, og bland dem og bagepulver i æggesnapsen.

Pisk æggehviderne stive, og vend dem i lidt ad gangen.

Hæld massen i en form (ca. 30 x 20 cm) beklædt med bagepapir.

Bag bunden ved 160 grader i cirka 50 min.

Chokoladeganache:

Smelt chokolade og smør over vandbad.

Lad massen køle lidt af – indtil den er blevet lækker og tyk.

Tryk små cirkler ud af nøddebunden med en rund kageudstikker.

Læg tre bunde sammen med lidt chokoladeganache imellem, og fordel resten på toppen og siderne.

Pynt til sidst siderne med hakkede hasselnødder.

Hasselnøddekage med chokoladeganache