Glutenfrie cookies med hasselnødder og mælkechokolade
Jeg nyder en stille stund med Sia’s sprøde stemme i ørene og et hus dejligduftende af hjemmebag.
Foran mig ligger fine, fristende hasselnøddecookies med store stykker Amedei Toscano Brown.
Hasselnødderne og den søde mælkechokolade er et match made in heaven, og at cookies’ene er både mel- og smørfri, er jo bare ekstra-bonus.
Jeg glæder mig sådan til at cookie-forkæle min kæreste, når han kommer hjem.
Vil du også forkæle dine kære, så følg denne opskrift:
Ingredienser (cirka 6 cookies)
80 g hasselnødder
60 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1/4 tsk vaniljepulver
knivspids havsalt
1 æg
40 g mælkechokolade
Blend hasselnødderne til mel.
Bland nøddemel, sukker, salt, vanilje- og bagepulver i en skål, og pisk derefter ægget i.
Hak chokoladen groft, og vend den i.
Fordel dejen (i skefulde) på en bageplade beklædt med bagepapir – med stor afstand.
Bag dem ved 175 grader i cirka 15 min – til de er fine og gyldne. Hold øje med dem.
Lad dem køle af på en bagerist.
Spis dem med dine kære!