Granatæbletærte med kanel
En impulsiv idé og et par meget hyggelige timer senere stod denne smukke granatæblesag på eftermiddagsbordet. En juletærte med masser af kanelkærlighed og store syrlige granatæblestrejf. Takket være de smukke, røde rubiner ligner kagen en million. Heldigvis er den lynhurtig og let at lave. En simpel kiksebund, en kanelkrydret hvid chokoladeganache, friske granatæblekerner, et voilà!
Selv om jeg på ingen måde er parat til vinter, sne, kulde og jul endnu, kan jeg ikke andet end at blive lidt i julestemning, når jeg spiser tærten. Alle, jeg har serveret den for, har været helt tossede med den og tigget om et stykke mere. Jeg håber, du gør det samme.
Kram og søde tanker fra istappen under uldtæppet,
Maja
Granatæbletærte med kanel
10-12 personer
Ingredienser
Kiksebund:
- 200 g havrekiks
1-2 tsk stødt kanel
75 g smør
Hvid chokoladeganache med kanel og brun farin:
- 200 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
30 g brun farin
1 tsk stødt kanel
100 ml piskefløde
Desuden:
- granatæblekerner fra 1-2 granatæbler
rød skovsyre
Fremgangsmåde
Kiksebund:
- Blend kiks til krummer, og kom dem i en skål sammen med kanel.
Smelt smør, og rør det i kiksekrummerne.
Fordel kiksemassen i en tærteform (35 x 11 cm), og tryk den godt sammen med fingrene.
Kom bunden i køleskabet, mens du laver ganachen.
Hvid chokoladeganache med kanel og brun farin:
- Smelt chokolade i en skål over vandbad, og tag skålen af varmen.
Bland brun farin og kanel sammen i en lille gryde, og tilsæt fløde.
Bring kanelfløden til kogepunktet, og hæld det over chokoladen, mens du rører i midten af skålen med en dejskraber.
Fortsæt med at røre, til ganachen samler sig og bliver smuk og blank.
Fordel ganachen i tærtebunden, og sæt tærten tilbage i køleskabet i min. et par timer.
Pynt:
- Fyld tærten op med friske granatæblekerner, og pynt med et par røde skovsyreblade.
Nyd tærten til en god kop eftermiddagskaffe sammen med dine særlige.