Florentinere med mørk chokolade

Florentinere med mørk chokolade

Glædning. For i aften står den på klassisk koncert i DR’s koncertsal, kvalitetskærestetid, fingerfletning og florentinere.

Det bliver en top-dejlig torsdag, kan jeg mærke.

Kender du florentinere?

Det er små knasende karamelkager propfulde af nødder.

Jeg har penslet bundene med smeltet Amedei Toscano Black 70 %. De søde karamelnødder og den bitre mørke chokolade er en himmelsk kombi, synes jeg!

Håber din torsdag er fin og fuld af søde mennesker!

Hold øje med bloggen i aften. Der er en give-away på vej…

Florentinere med mørk chokolade

 

Ingredienser (cirka 6 florentinere)

50 g mandelflager

50 g hasselnødder

75 g mandler

50 g sukker

75 g fløde

20 g smør

1 spsk sirup

en knivspids salt

en smule vanilje

 

Smut mandlerne, og hak dem groft.

Rist hasselnødderne i ovnen, fjern skallerne og hak dem groft.

Bring smør, sukker, fløde, sirup, vanilje og salt i kog.

Tag gryden af varmen, og tilsæt mandelflager og hakkede nødder.

Beklæd en bageplade med bagepapir, placer seks små cylindere på pladen (cirka 7 cm i diameter) og fordel massen deri.

Bag kagerne i cirka 10 min ved 180 grader (til de får en gylden farve.)

Lad dem køle af, og dyp bunden af kagerne i smeltet (tempereret) chokolade.