Citronmacarons med fine frysetørrede figner
I fredags forelskede jeg mig i disse farvefine frysetørrede figner hos Krydderiet i Torvehallerne.
Ud over fignernes farvefest imponerer de både med deres søde smag og knasende konsistens.
Jeg er allerede kæmpe fan og glæder mig sådan til at bruge dem som sundt knas på min morgenyoghurt, pynte kager og desserter med dem og – mest af alt – peppe min lille piges madpakke op med festlige figensnacks frem for kedelige brune Castus-stænger.
I går brugte jeg dem som pynt på små citronmacarons.
Den syrlige citron matcher megagodt med fignernes sødme, og fignerne giver de franske makroner farvespræl på naturlig frem for kunstig vis.
De små citronherligheder skal serveres for søde mennesker i aften, og jeg kan næsten ikke vente!
Håber din søndag bliver fuld af dejlighed!
Ingredienser (12 stk)
Makronbunde:
43 g mandler (eller mandelmel)
75 g flormelis
40 g æggehvide
25 g sukker
Citronganache:
40 g piskefløde
80 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade af god kvalitet
cirka 1 tsk citronskal fra øko-citron (smag til!)
Frysetørrede figner
Makronbunde:
Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.
Si blandingen.
Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.
Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.
Vend mandelblandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)
Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.
Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.
Citronganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløden i kog, og hæld den over chokoladen.
Vent et øjeblik, og rør rundt – indtil chokoladen er smeltet.
Riv skallen af citronen, og kom den i. (Smag til!)
Fyld ganachen i en sprøjtepose, og sæt den på køl.
Fyld macaronbundene med citronganache, og opbevar dem i køleskabet indtil nydning.
Lige inden servering: pynt med frysetørrede figner (brug lidt ganache til at klistre dem fast.)