Ku’ det friste med en lille citron-makron – eller to?
Én af mine kære læsere ønskede en opskrift på en citron-makron.
Den får hun her.
Mon ikke, at der er andre citron-elskere derude? Jeg tror det.
Jeg deler i hvert fald kontor med én, som jeg med stor sandsynlighed kommer til at forkæle i morgen.
Her kommer to citron-makron-varianter.
Den ene er med to slags ganacher: én med hvid chokolade og hindbær – og én med hvid chokolade og citron:
Den anden er med lemon curd og samme ganache som før (med hvid chokolade og citron). Ganachen gemmer sig i midten, så det er kun lemon curden, der kan ses:
Den første er fin for øjet, synes jeg.
Den sidste, derimod, er en himmerigsmundfuld for citron-elskere.
Hvilken frister dig mest?
Ingredienser
Makronbunde:
225 g flormelis
130 g mandler (mandelmel)
3 store æggehvider
75 g sukker
1 tsk citronskal (fra økologisk citron)
Lemon curd:
35 g smør
80 g sukker
2 økologiske citroner (både saft og skal)
1 pasteuriseret æg
Ganache med hvid chokolade og citron:
3 spsk piskefløde
½ tsk citronskal (fra økologisk citron)
80 g hvid chokolade
Ganache med hvid chokolade og citron:
Brug samme opskrift og tilsæt til sidst lidt hindbærpuré. (Undlad evt. citronskallen.)
Makronbunde:
Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.
Hæld flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.
Riv skallen af citronen, hæld den i og blend videre.
Si blandingen i en skål.
Pisk hviderne næsten stive, tilsæt sukker og pisk videre, til de er helt stive.
Hæld mandelblandingen i hviderne – lidt ad gangen.
Pisk forsigtigt imens.
Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og lav små runde cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.
Lad de ubagte bunde tørre i 20 min ved stuetemperatur.
Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.
Lemon curd:
Hæld smør, sukker, æg, citronsaft og citronskal i en gryde, og varm det op under omrøring.
Tag det af varmen, når cremen begynder at tykne.
Hæld den på et glas, og stil det i køleskabet indtil brug.
Ganache med hvid chokolade og lemon (eller hindbær):
Hak chokoladen fint, og hæld den i en lille skål.
Bring fløde og citronskal i kog, og hæld det over den hakkede chokolade.
Vent et kort øjeblik, og rør så rundt i massen, indtil chokoladen er smeltet.
Lad ganachen køle af (gerne i stuetemperatur) og hæld det i en sprøjtepose.