Chokoladeis med brownie og hindbær
Denne her slår altså Ben&Jerry’s.
Både i pris og smag.
Jeg har lavet min egen chokoladeis, der smager vidunderligt af mørk chokolade, tilsat små stykker af min yndlingsbrownie og lidt hindbærcoulis.
Noget af isen kuglede jeg op og fyldte i isvafler, dyppede i smeltet mørk chokolade og dryssede med hakkede usaltede pistacienødder.
Iskold kærlighed i vaffelformat!
Ingredienser
Chokoladeis:
200 g mørk chokolade
50 ml fløde
250 ml minimælk
100 g rørsukker
små stykker brownie
hindbærcoulis (lavet af hindbær og en skefuld sukker)
Varm chokolade og fløde langsomt op i en gryde – under konstant omrøring.
Når chokoladen er smeltet, så tag gryden af varmen, og tilsæt mælk lidt og lidt.
Hæld til sidst rørsukker i, og kør massen på ismaskine.
Når isen er færdig, så tilsæt små stykker brownie og lidt hindbærcoulis.
Spis den med det samme, eller scoop nogle kugler, fyld dem i vafler, overtræk med smeltet chokolade, drys med hakkede pistacienødder og nyd!
Tip: Iskuglerne skal være iskolde, når de skal overtrækkes – ellers løber de.