Chokolade-sushi
For nylig stillede min kæreste mig et spørgsmål.
Jeg blev fuld af lykke og tom for ord.
Glad helt ud i fingerspidserne og allerinderst i hjertet.
Svaret var jeg ikke et splitsekund i tvivl om.
Derfor byder maj på kærlighedsfest, og min kæreste bliver min mand.
Menuen er allerede fastsat: sticks og sushi i ekstra-store mængder.
Måske der også skal serveres sushi til kaffen? :)
Jeg tror det.
De små chokoladesushi-stykker består af små stykker nougat, pistaciemasse, økologisk marcipan, mørk chokolade og finthakkede pistacienødder.
Opskriften er nem:
Rul marcipan ud til en aflang firkant.
Fordel lidt nougat og pistaciemasse på marcipanen, og rul den til en pølse.
Overtræk den med mørk chokolade, og pynt med finthakkede pistacienødder.
Opbevar den et køligt sted indtil servering.
Skær den ud i små skiver.
Server sushien på et fint fad med en lille skål smeltet chokolade (som dyppelse) og to sæt spisepinde.
Overrask ham/hende, du elsker, med et fint fad med små stykker chokolade-sushi, lidt smeltet chokolade i en skål (som dyppelse) og to sæt spisepinde.
Jeg lover romantik i luften! :)