Små pavlovas med græsk yoghurt og brombær
Min fredag blev fejret med favoritmennesker og fine små brombærpavlovas.
Når sommersolen steger, serverer jeg helst hjemmelavet is eller andre lette sommerdesserter.
Derfor stod menuen på miniature-marengs med græsk yoghurt (frem for fløde) og friske brombær.
De små mundfulde var en sand succes.
At jeg så havde gemt små stykker Amedei Toscano White i midten af marengskagerne, der blev helt karamellækre efter en tur i ovnen, gjorde kun kageglæden større.
Håber også dine dage er fulde af lækre stunder og sommerlykke!
Ingredienser (6 små pavlovas eller 12 mini)
Marengs:
3 æggehvider
125 g rørsukker
lidt friskpresset citronsaft
30-50 g hvid chokolade
Græsk yoghurt med brombær:
150 g græsk yoghurt
1-2 spsk flormelis
75 g friske brombær til puré + flere til pynt
Marengs:
Varm æggehvider, sukker og citronsaft i en skål over vandbad under konstant omrøring – til sukkerkrystallerne er smeltede.
Tag skålen af varmen, og pisk indtil marengsen er stiv og blank.
Sæt små/store skefulde marengs på en bageplade med bagepapir.
Stik et par stykker chokolade ned i midten af hver marengs.
Bag dem ved 125 grader i en time og et kvarter til halvanden.
Lad dem køle helt af.
Mos de 75 g brombær til puré, og vend forsigtigt puréen i den græske yoghurt.
Sæt en skefuld yoghurt på hver pavlova og pynt derefter med friske brombær.
Servér straks for søde mennesker!