Nytårsdessert: Chokoladekube med hasselnødder

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Anden nytårsdessert er sprød, chewy, cremet og blød.

Hasselnødde- og chokoladesød.

Forførende og festlig – og med fin kubisk form.

Inspireret af en kage, jeg smagte i solnedgang i Nice og var noget så forelsket i!!

Skær den ud i små stykker, og server den som lille, sødt punktum på nytårsmiddagen.

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Ingredienser

Antal: 16 små kager (til 8 meget kagesultne eller 16 småsultne)

Hasselnøddebund:
1 æg
60 g sukker
60 g hasselnødder

Praliné:
75 g hasselnødder
75 g sukker
125 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Mælkechokoladeganache:
200 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade
100 ml piskefløde

Mælkechokoladelåg:
100 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Hasselnøddebund:
Pisk æg og sukker godt sammen i en skål.
Blend hasselnødder til groft mel, og rør det i.
Fordel dejen i en kvadratisk ‘moussering’/form (ca. 16 x 16 cm), og bag bunden ved 175 grader i 15-20 min.
Afkøl bunden.

Praliné:
Rist hasselnødderne i ca. 5 min ved 200 grader, og grub skallerne af i et viskestykke.
Smelt sukker til karamel i en lille gryde, og kom hasselnødderne derned.
Rør hurtigt rundt, og fordel massen på et stykke bagepapir.
Lad de karamelliserede nødder køle af.
Blend 100 g til praliné (karamelliseret nøddemel), og hak resten groft.
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og bland praliné og grofthakkede nødder i.
Fordel massen oven på den afkølede bund i et jævnt lag.
Sæt formen på køl.

Mælkechokoladeganache:
Hak chokoladen, og kom den i en skål.
Bring forsigtigt fløden i kog, og hæld den over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen med en dejskraber, indtil massen samler sig og får en blank overflade.
Kom 2-3 spsk ganache i en sprøjte-/frysepose, og fordel resten oven på pralinélaget.
Sæt posen med ganache og kagen på køl min. et par timer eller natten over.

Mælkechokoladelåg:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og temperer den.
Fordel chokoladen på et lille skærebræt beklædt med bagepapir.
Bred det ud i et helt tyndt, jævnt lag, og lad chokoladen sætte sig.

Tip: Tempereringen er vigtig, hvis du vil have et fint, blankt chokoladelåg med det perfekte ‘knæk’. Hvis du ikke har mod på at temperere, bliver låget en tand mere rustikt, men smager stadig skønt!

Samling:
Skær kagen ud i små firkanter à 4 x 4 cm.
Skær ligeledes den tynde plade chokolade ud i små firkanter à 4 x 4 cm. (Sørg for at bruge en skarp og varm (!) kniv, så chokoladen ikke knækker vilkårligt.)
Sæt en lille dut ganache i midten af hver kage, og placér et chokoladelåg ovenpå.
Sæt kagerne i køleskabet indtil servering.

Nytårsdessert: chokoladekage chokoladekube med hasselnødder

Indlægget indeholder affiliatelinks.