Nøddetærte med mørk chokolade

Nøddetærte med chokolade uden mel, sukker og smør

Om lidt får jeg huset fuld af chokoladeglade mennesker.

Vi skal lege chokoladesmagning, og jeg glæder mig som et lille barn.

Det bliver med bind for øjnene, pointsystem og over 20 forskellige chokoladevarianter.

Ud over den rene chokolade får de også et stykke nybagt chokolade-nøddetærte – hvis de kan få plads til mere i maverne.

Min kæreste har lige prøvetestet (spist tre STORE stykker – han skulle jo være helt sikker!) og kåret den som ny favoritkage.

Er du glad for nødder og mørk chokolade, vil den stensikkert være et hit.

Og det lille strejf af appelsin leger prikken over i’et.

Endelig kan nøddetærten prale af at være bloggen sundeste. So far. Kagen er nemlig både gluten-, smør- og sukkerfri. 

Har du søde chokolade-/kageplaner i aften? 

Nøddetærte med chokolade uden mel, sukker og smør

Ingredienser (6-8 personer)

25 g hasselnødder

50 g valnødder

50 g mandler

150 g mørk chokolade

2 æggeblommer

2 spsk honning

1/2 tsk vaniljepulver

1 tsk appelsinskal (fra øko-appelsin)

havsalt

 

Pisk æggeblommer, honning, vanilje, appelsinskal og salt sammen i en skål.

Hak nødder og chokolade, og vend det i.

Hæld massen i en springform (cirka 18 cm i diameter), og bag tærten ved 180 grader i cirka 20 min. Hold øje med den til sidst, så den ikke bliver sort i kanterne.

Lad tærten køle af, og nyd den, som den er – eller med en kugle hjemmelavet is.