Karamelliseret hvid chokolade
Jeg har spist den smeltet direkte fra fadet.
Fyldt den i min ismaskine med mælk og sukker og fået den sødeste cremede karamelis.
Blandet den med øko-fløde og fremtryllet top-lækre trøfler.
Brugt den som fyld i fine guld-macarons.
Pyntet med den på kager og desserter.
Karamelliseret hvid chokolade, jeg er vild med dig.
Og jeg bliver aldrig-nogensinde-never-ever træt af dig.
Hjerterne på billedet er karamelliseret Amedei Toscano White tilsat havsalt.
Flere af jer har efterspurgt opskriften, så nu får I den.
Et lille drys passionsfrugtpulver oven på chokoladerne er ej heller en dum idé. Eller små hindbærstykker.
Ha’ en fantastisk fredag fuld af det, du drømmer om.
Fremgangsmåde:
Hak en ønsket portion hvid chokolade groft. (Det er vigtigt, at du bruger en hvid chokolade af god kvalitet! Ellers vil karamelliseringen gå i vasken.)
Fordel chokoladen på en bageplade beklædt med bagepapir eller i et ovnfast fad.
Bag den ved 120 grader i cirka en time. (Evt. mere.)
Rør rundt i massen hver 10’ende minut.
Bliv ikke bekymret, når massen begynder at klumpe. Det skal den. Den vil karamellisere og blive flydende senere.
Bland en knivspids havsalt i massen, og lad den køle lidt af.
Fyld den så i en chokoladeform, og sæt den på køl.
Pynt de færdige chokolader med et drys havsalt, frysetørret passionsfrugtpulver eller dit favoritpynt.
Spis dem i sødt selskab!