Sarah Bernhardt med rom
Jeg er babyberuset og fuld af små Sia-sommerfugle i maven.
Selv om jeg bruger næsten alle døgnets 24 timer på at betragte, nusse, ae, amme, skifte ble m.m., finder jeg alligevel tid til lidt leg i køkkenet.
I går eksperimenterede jeg med forskellige nyfortolkninger af den klassiske Sarah Bernhardt-kage.
Vindervarianten kommer i kogebogen, kan jeg afsløre.
Disse fik en fin andenplads.
De består af søde kransekagebunde, chokoladetrøffel med rom, chokoladeovertræk og frysetørrede hindbær.
Trøffelfyldet er lavet på Amedei Toscano Black 70 % og mindre fløde end normalt, hvilket giver det en chokoladeintens smag og en lækker, tyk konsistens.
Er du i tidskneb, kan du med fordel erstatte kransekagebundene med marcipanmakroner fra Irma (eller alm. makroner).
Ingredienser (8 små Sarah Bernhardt-kager)
Kransekagebunde:
100 g marcipan
30 g flormelis
10 g æggehvide
Chokoladetrøffel:
60 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade
100 ml fløde
cirka 1 tsk rom (smag til)
Chokoladeskal og pynt:
100 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade
Frysetørrede hindbær
Kransekagebunde:
Ælt marcipan og flormelis sammen.
Tilføj æggehviderne lidt og lidt.
Kom massen i en sprøjtepose med rund tylle, og sprøjt små bunde ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag bundene ved 200 grader i cirka 10 min – til de er gyldne.
Afkøl dem helt.
Chokoladetrøffel:
Bring fløde i kog i en gryde.
Hak chokoladen, og kom den i gryden.
Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.
Lad massen køle lidt af, og smag til med rom.
Stil den så i køleskabet natten over (eller til den er helt kold og stivnet).
Pisk den kolde trøffelcreme kort med en elpisker.
Top hver kransekage med en teskefuld chokoladecreme, så cremen danner en lille spids.
Sæt kagerne på køl.
Chokoladeskal og pynt:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad (og temperer den).
Dyp kagerne i chokoladen, og pynt med frysetørrede hindbær.