Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Nytårsdessertidé nummer 2 er denne intense chokoladekage med saltkaramel.

Den gemmer på lækker fransk saltkaramel fyldt mellem fudgy chokoladebunde og er pyntet med sød chokoladefrosting på siderne og toppen samt et lille drys salt.

Kagen er lille, men fuld af smag og feststemning.

Stik et par stjernekastere i kagen lige inden servering, og der vil være forkælelse for både syns- og smagssans!

Nytårsdessert: Chokoladekage med saltkaramel

Hvis du vil se, hvordan kagen er samlet og pyntet, så tjek denne video ud.

Den er filmet med videokameraet Canon Legria mini, som jeg har været så heldig at få lov til at teste.

Hvis du kan li’ videoen og stemmer for flere af den slags, så smid en kommentar eller en thumbs up i kommentarfeltet nedenunder.

P.S. Det er min seje kæreste, der spiller impro-klaver i baggrunden.

http://www.youtube.com/watch?v=DKxHyird2Xg

 

INGREDIENSER

Antal: 6-8 personer

Chokoladebunde:

150 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk kvalitetschokolade

75 g smør

150 g sukker

3 æg

Karamelfyld:

100 g fransk saltkaramel (eller hjemmelavet karamel af kondenseret mælk tilsat salt)

Chokoladefrosting:

230 g flormelis

20 g kakao

75 g blødt smør

4 spsk mælk

Pynt:

Havsalt

Bladsølv

Stjernekastere

Chokoladebunde:

Smelt chokolade og smør i en skål over vandbad.

Tag skålen af varmen, og rør sukker i.

Pisk æggene let sammen, og rør dem i.

Kom dejen i to små springforme (13 cm i diameter), og bag bundene ved 180 grader i cirka 25 min.

Lad bundene køle helt af – helst i køleskabet natten over.

Kom saltkaramel mellem bundene.

Chokoladefrosting:

Kom alle ingredienser i en skål.

Pisk ved laveste hastighed et øjeblik, derefter ved højeste, indtil frostingen er let og luftig.

Kom frostingen i en sprøjtepose med rul tylle, og pynt kagen som vist på videoen.

Drys til sidst havsalt og bladsølv på toppen, og gør evt. kagen ekstra festlig med et par stjernekastere.