Nytårsdessert: Dulcey-dessert med havsalt og ribs

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Denne dessert er en drøm for alle Dulcey-elskere.

Jeg er én af dem.

Jeg kan slet ikke få nok af den karamelsøde chokolade og er helt fortabt, hvis den er i selskab med salte og syrlige elementer.

Her er Dulcey’en brugt både i en silkeblød ganache, i et sprødt chokoladelåg og i knasende chokoladekrystaller. Det syrlige modspil kommer fra friske ribs.

Pynt med lidt bladguld, og du får seks stjerner!

Dulcey-dessert - karamel knas salt ribs

Ingredienser

Antal: 4 personer

Peanutbund:
75 g sukker
75 g salte peanuts
30 g smør

Ganache:
160 g Dulcey fra Valrhona
70 ml fløde
1 nip salt

Krystalliseret Dulcey:
25 g Dulcey fra Valrhona
25 g sukker
25 g vand

Chokoladelåg:
100 g Dulcey fra Valrhona

Desuden:
Friske ribs
Bladguld

Peanutbund:
Smelt sukker til gylden karamel i en lille gryde, og rør hurtigt peanuts i.
Hæld massen ud på et stykke bagepapir, og lad det køle helt af.
Blend 50 g til praliné (pulver), og hak resten.
Smelt smør, og bland det med pralinéen og de hakkede peanuts.
Placer fire dessertringe (7 cm i diameter) på et lille skærebræt beklædt med bagepapir.
Fordel massen i bunden af dessertringene, og tryk den godt sammen.
Sæt bundene på køl, mens du laver ganachen.

Ganache:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring fløde forsigtigt i kog, og hæld det over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
Smag til med salt.
Fordel massen oven på peanutbundene, og sæt tærterne tilbage I køleskabet et par timer eller natten over.

Krystalliseret Dulcey:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring sukker og vand i kog i en lille gryde, og lad det koge, indtil sukkermassen har en temperatur på 136 grader.
Hæld sukkermassen i en tynd stråle over chokoladen, mens du pisker. Forsæt med at piske, indtil chokoladen krystalliserer (bliver til små, knasende kugler.)
Hæld den krystalliserede chokolade ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af.

Chokoladelåg:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og hæld den ud på et stykke bagepapir.
Jævn den ud i et helt tyndt lag, og lad den sætte sig en smule (dog ikke helt).
Stik fire cirkler ud (7 cm i dia.), og stik derefter tre mindre cirkler ud i hver cirkel.
Lad chokoladen sætte sig helt, og knæk overskydende chokolade fra.

Anretning:
Placer tærten på midten af tallerken.
Pynt med lidt krystalliseret Dulcey, friske ribs og et par små chokoladecirkler (resterne fra chokoladelåget) på hver siden af tærten.
Placér forsigtigt chokoladelåget ovenpå tærten. Lad det balancere ovenpå en lille chokoladecirkel, så det står skråt.
Pynt til sidst med bladguld.
Servér.

Tip: Der er delte meninger om, hvorvidt bladguld kan spises eller ej. Gør dine gæster opmærksom på dette, så de selv kan vælge, om de vil sortere det fra, inden de sætter tænderne i desserten. 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Blondie med bær

Blondie med bær

Jeg har tryllet min blondie til en sand sommerkage. Gemt luksusmarcipan i bundene og pyntet med pink hindbærsmørcreme og søde, røde bær.

Jeg serverede den for syv særlige i mandags, og alle maver blev ret så glade.

Man burde virkelig starte hver mandag sådan.

sommerkage6

INGREDIENSER

Blondiebunde:
100 g smør
100 g hvid chokolade
1 1/2 æg
75 g sukker
50 g mel
1 knivspids salt
50 g marcipan
20 g ribs
20 g hindbær

Hindbærsmørcreme:
250 g flormelis
75 g blødt smør
ca. 4 spsk hindbærpuré
1 squeeze citronsaft
1/3 tsk vaniljepulver

Pynt:
Ribs, hindbær, jordbær, kirsebær…

Blondiebunde:
Smelt smør og hvid chokolade i en skål over vandbad.
Pisk æg og sukker sammen, og rør chokoladeblandingen i.
Rør mel og salt i.
Riv marcipanen groft, og vend den i.
Bland forsigtigt ribs og hindbær i, og kom dejen i to små springforme (ca. 13 cm i diameter).
Bag kagerne i 25-30 min ved 180 grader.
Afkøl helt.

Smørcreme:
Kom alle ingredienserne i en skål, og pisk dem sammen – først ved lav hastighed, dernæst ved høj.
Når smørcremen er let og luftig, er den færdig.
Fordel den så mellem bundene sammen med lidt friske bær, og på toppen.
Overdyng til sidst kagen med så mange bær som muligt!
Spis og bliv kageglad.

 

Blondie med ribs og lakrids

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

Den berømte blondie har fået selskab af smukke, syrlige ribs og lækre lakridsprikker.

Vidunderlig, vanedannende og virkelig en sommervinder.

Selv en enkelt bid får solen til at skinne.

I hvert fald i min familie.

Savner du smagen af sommer, så smut straks i køkkenet og find:

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

130 g smør

130 g hvid chokolade

2 æg

100 g sukker

65 g mel

1-2 tsk rålakrids

en knivspids salt

70 g hvid chokolade

70 g ribs

 

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker, mel, salt og lakridspulver sammen.

Vend smør-chokoladeblandingen i.

Hak de 70 g. chokolade groft, og vend dem i dejen.

Kom dejen i en aflang kageform (ca. 35 cm x 11 cm).

Stik forsigtigt ribs ned i dejen.

Bag kagen ved 175 grader i 30-35 min. Hold øje med den til sidst.

Lad kagen stå et køligt sted natten over, og spis den sammen med 10 kageglade mennesker.  

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

Små sommermazariner med ribs og hvid chokolade

Mazarin med ribs

I øjeblikket laver jeg kogebog, suger solstråler, laver kogebog, passer på min tykke mave, laver mere kogebog, fletter fingre med min mand, laver kogebog, køber babyudstyr, laver mere kogebog…

Så hvis jeg er lidt langsom til at svare på spørgsmål og kommentarer, er det bestemt ikke, fordi jeg ikke vil. Jeg mangler bare lige 10 timer ekstra i døgnet.

På Instagram (#chocolatecookbookinthemaking) smider Anne og jeg løbende billeder op af lækkerierne. Dog holder vi også en del chokosager hemmelige, så der er masser af overraskelser i bogen.

Disse små sommermazariner er der desværre ikke plads til. Men de smager alt for godt til at blive glemt. Derfor får du opskriften her.

De er proppet med øko-marcipan, ribs fra haven og store stykker af yndlingschokoladen Amedei Toscano White.

Fyld dem i små fine forme, og spis dem i solskin i sødt selskab.

Mazarin med ribs

Ingredienser (8 kager)

100 g marcipan

100 g sukker

100 g smør (blødt)

2 æg

15 g mel

50 g ribs

50 g hvid chokolade

 

Riv marcipanen, og pisk den sammen med sukker og smør i en skål.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Vend mel i.

Hak chokoladen, og vend den i.

Fyld dine forme halvt op med dej, læg lidt ribs ned i dem og fyld mere dej i.

Bag kagerne ved 180 grader i 15-20 min. Hold øje med dem.

Lad dem køle helt af, og del dem med dejlige mennesker.

Marengskager med ribs og hvid chokolade

Klar-parat-start til en aften af de særlige.

Min kæreste og jeg får besøg af værdifulde venner, og vi skal dele både kager og hemmeligheder.

Kagerne røber jeg gerne. De består af marcipanbund, store sommerskønne ribs, himmelsk Toscano White-chokolade og et sødt og sprødt lag marengs.

Hemmeligheden forbliver en hemmelighed.

Lidt endnu.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Ingredienser (cirka 6 stykker)

Marcipanbund:

70 g marcipan

50 g flormelis

40 g æggehvider

30 g mandler

 

200 g ribs – plus lidt til pynt

 

Marengs:

100 g flormelis

2 æggehvider

1/2 tsk Balsamico eddike

50 g hvid chokolade

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade

Marcipanbund:

Smut mandlerne, og blend/hak dem.

Ælt marcipan og flormelis sammen i en skål.

Tilsæt æggehvider lidt ad gangen. (Gem evt. lidt æggehvide, hvis massen er meget fugtig.)

Tilsæt de hakkede mandler.

Rul den ud til en ønsket form (cirka 1 cm tykkelse.)

Bag bunden ved 180 grader i cirka 10 min – til den begynder at blive gylden.

 

Fjern stilkene fra ribsene, og fordel dem oven på bunden.

Pisk flormelis og æggehvider til marengs, og kom eddike i.

Hak chokoladen groft, og kom den i marengsen.

Fordel marengsen oven på ribsene.

Bag kagen ved 150 grader i cirka 30 min.

Lad den køle af, og server den som den er, med en klat creme fraiche eller en kugle is.

Marengskager med marcipanbund, ribs og hvid chokolade