Snebold med kirsebær og lakrids

Juledessert snebold med kirsebær og lakrids

Mange mener, at is skal spises om sommeren. Jeg er dybt uenig.

Der er is til solskin, is til snevejr. Is til morgenmad, is til dessert.

Denne is er i virkeligheden en sommeris i vinterklæder.

Under den snehvide marengs gemmer sig cremet kirsebæris lavet af hjemmeplukkede, sommersøde kirsebær (fra fryseren) og et drys rålakridspulver fra Bülow.

Ved siden af den frosne snebold friske kirsebær og rød syre købt i Torvehallerne.

Delikat og alternativ juledessert til dem, der trænger til fornyelse efter femten portioner ris à l’amande. (Mig!)

Ingredienser
230 g kirsebær
120 g sukker
100 ml minimælk
100 ml fløde
1-2 tsk Amaretto (kan undlades)

1 tsk rålakridspulver fra Bülow

Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker
1-2 dråber eddike

Pynt:
Rød syre
Friske kirsebær

Kirsebæris:
Fjern sten fra kirsebær, og blend kirsebær og sukker sammen til puré. Kom puréen i en skål, og rør mælk og fløde i. Smag til med Amaretto. Kør massen på ismaskine, og sæt den i fryseren natten over.

Marengs:
Pisk æggehvide og sukker til marengs. Dryp et par dråber eddike i undervejs. Smør marengsen ud i et tyndt lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag den ved 100 grader i 1-2 timer (til marengsen er helt tør). Knus marengsen i små stykker.

Servering:
Lav scoops af isen, giv dem et gavmildt drys lakrids, og rul dem i den knuste marengs. Placer sneboldene på tallerkener, pynt med rød syre og friske kirsebær, og servér straks!

Snebold

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Varm hvid chokolade med lakrids

Varm hvid chokolade med lakrids

At skyde dagen i gang med varm hvid chokolade med lakrids, sødt selskab og svævende snefnug kan absolut og aldeles anbefales.

Jeg gjorde det i går – og jeg gør det igen snart.

Må indrømme, at dybfryseren uden for står lavt på elske-listen. Til gengæld er jeg vild med hvide København. De smukke, snepyntede tage. De fine farverige flyverdragter, der løber og leger i sneen. De hjerterammende julemelodier, der spilles på gader og stræder. Og meget, meget mere.

Luner du dig også på varm chokolade disse dage?

Varm hvid chokolade med lakrids

Ingredienser (til 10 choko-pinde)

100 g Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

1-1 1/2 tsk Bülow rålakridspulver

10 små træpinde

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland lakridspulveret i.

Fyld chokoladen i små chokoladeforme, stik små træpinde ned i og sæt dem på køl indtil brug.

 

Ingredienser (til 4 små kopper)

10 lakrids-choko-pinde

1/2 l letmælk

evt. Bülow lakridssirup

Hæld mælken i en gryde, og varm den op til ca. 85 grader. (Tjek evt. med et sukkertermometer.)

Hæld den varme mælk i en kop, og rør rundt i koppen med én eller to choko-pinde (jeg stemmer for to!)

Hvis du er ekstra lakridslysten, så rør lidt sirup i.

Nyd den varme chokolade og de smukke snefnug!

Varm hvid chokolade med lakrids