Chokolade-sushi

Chokolade sushi med nougat, marcipan og pistacienødder

For nylig stillede min kæreste mig et spørgsmål.

Jeg blev fuld af lykke og tom for ord.

Glad helt ud i fingerspidserne og allerinderst i hjertet.

Svaret var jeg ikke et splitsekund i tvivl om.

Derfor byder maj på kærlighedsfest, og min kæreste bliver min mand.

Menuen er allerede fastsat: sticks og sushi i ekstra-store mængder.

Måske der også skal serveres sushi til kaffen? :)

Jeg tror det.

Chokolade sushi med nougat, marcipan og pistacienødder

De små chokoladesushi-stykker består af små stykker nougat, pistaciemasse, økologisk marcipan, mørk chokolade og finthakkede pistacienødder.

Opskriften er nem:

Rul marcipan ud til en aflang firkant.

Fordel lidt nougat og pistaciemasse på marcipanen, og rul den til en pølse.

Overtræk den med mørk chokolade, og pynt med finthakkede pistacienødder.

Opbevar den et køligt sted indtil servering.

Skær den ud i små skiver.

Server sushien på et fint fad med en lille skål smeltet chokolade (som dyppelse) og to sæt spisepinde.

Overrask ham/hende, du elsker, med et fint fad med små stykker chokolade-sushi, lidt smeltet chokolade i en skål (som dyppelse) og to sæt spisepinde.

Jeg lover romantik i luften! :)

Chokolade sushi med nougat, marcipan og pistacienødder

Iskolde kiwi-is

Iskold kiwi med mælkechokolade

Selv om fredagsvejret leger gråt og vådt, er jeg fyldt med solskin og sommerlykke indeni.

Til enhver solskinsdag hører is. Derfor har jeg lige lavet små kiwi-is med sød, sprød Amedei-mælkechokolade og pistacienødder.

Simpelt, sundt og slet ikke til at stå for.

Iskolde kiwi-is med mælkechokolade

Iskold kiwi med mælkechokolade

Isene kan også laves af bananstykker. Men jeg er meget lidt banan-begejstret og kæmpe kiwi-tosse, så jeg har aldrig svært ved at vælge.

Har du prøvet at lave små forfriskende frugt-is? Og har du erfaringer med/idéer til andre frugter, der kan bruges?

Så smid hjertens gerne en kommentar i kommentarfeltet.

Fremgangsmåde

1. Skræl kiwierne, og skær dem i små skiver (af 1-2 cm tykkelse).

2. Stik små træpinde i hvert kiwi-stykke, og læg dem i fryseren.

3. Smelt god mælkechokolade over vandbad.

4. Dyp hvert kiwi-stykke i den smeltede chokolade, og drys med hakkede pistacienødder eller anden fin, fristende pynt.

5. Spis de små kiwi-is med det samme – eller læg dem tilbage i fryseren og tag dem op et par minutter, inden de skal nydes.

Isbomber med mælkechokolade og pistacienødder

Isbombe med mælkechokoladeis og pistacienødder

Jeg stornyder søndagens stille tempo, skriver skøre og glade tanker ned, laver små chokoladeisbomber og tæller ned til i aften, hvor jeg skal til koncert med folk-pop-bandet Songs for Iris.

Deres musik spænder bredt med både storslåede og stille numre – og de formår at bevæge både følelser og fødder.

Deres flerstemmige ballader, især, går lige i mit hjerte :)

De spiller på Christiania kl. 19.00 i forbindelse med Folkeaktie Festivallen.

Det er gratis og bliver med garanti smadderhyggeligt!

Jeg håber, vi ses :)

Isbombe med mælkechokoladeis og pistacienødder

Isbomberne er lavet af isrester fra Sankt Hans Aften.

De består af en tynd skal mælkechokolade fyldt med cremet, hjemmelavet chokoladeis og drysset med finthakkede pistacienødder.

Både chokoladeskal og -is er lavet af Amedei Toscano Brown – simpelthen fordi jeg e l s k e r den.

Isbombe med mælkechokoladeis og pistacienødder

Ha’ en smaddervidunderlig søndag, søde læsere!

 

Ingredienser (4 personer)

75 g mælkechokolade

1/2 liter mælkechokoladeis

Usaltede pistacienødder (til pynt)

 

Smelt chokoladen over vandbad (og temperer den, hvis du lyster).

Fyld den smeltede chokolade i en halvkugle-silikoneform. (Enten ved at pensle halvkuglerne forsigtigt – eller fylde dem med chokolade og vende formen på hovedet bagefter, så overskydende chokolade løber ud.)

Sæt formen i fryseren et øjeblik.

Tag den ud, når chokoladen er stivnet, og fyld mælkechokoladeis i.

Sæt formen i fryseren igen.

Lige inden servering: Tag isbomberne ud, portionsanret og drys med finthakkede pistacienødder.

Tip: Hvis du ikke har tid/lyst at lave isen selv, så brug en lækker købe-chokoladeis i stedet.

Blød fransk nougat med pistacienødder

Fransk nougat med pistacienødder

Du har måske luret, at jeg er ret tosset med Torvehallerne. Jeg tager ofte et lille smut forbi det store madmekka på Israels Plads og kommer sjældent hjem med hænderne tomme.

De to haller og, ikke mindst, markedspladsen uden for summer af glad stemning og byder på lækre delikatesser for hver en smag.

Jeg besøger altid det lille stade ’Krydderiet’, hvor du kan få fine frysetørrede bær og alverdens krydderier.

Summerbird og A XOCO er naturligvis også to af mine favoritstader. Du gætter aldrig hvorfor.

Det franske patisserie kigger jeg også ofte forbi. Mest på grund af de mange fristende fransk nougat-varianter, de sælger.

Sidst, jeg var der, lovede jeg mig selv at prøve at gøre kunsten efter.

Nogle varianter med chokolade selvfølgelig.

I dag får du opskriften på en lille sag med vanilje og pistacienødder – overtrukket med et lækkert lag mørk 70 % chokolade.

Nougaten har en lækker blød konsistens – uden at være klistret.

Nogle af pistacienødderne kan sagtens erstattes med mandler – hvis du synes.

Fransk nougat med pistacienødder

Ingredienser (15-20 stk)

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukose

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

1/2 vaniljestang

en knivspids salt

cirka 200 g usaltede pistacienødder – eller andre nødder

100 g mørk chokolade

Lidt flormelis

 

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Rist pistacienødder (evt. andre nødder) let i ovnen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt salt og kornene fra vaniljestangen.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne, og vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Rul nougaten ud med en kagerulle, og sæt den i køleskabet natten over.

Skær den ud i ønskede stykker med en skarp kniv dyppet i varmt vand.

Overtræk/pensl stykkerne med smeltet mørk chokolade, og drys med hakkede pistacienødder.

Pak nougaten ind i køkkenfilm/madpapir, og opbevar den et tørt sted.

Fransk nougat med pistacienødder

Nemesis

Chokolade nemesis

Jeg snød mine kære kollegaer for fødselsdagslækkerier i sidste uge.

Derfor skal de ekstra-forkæles i morgen.

Med chokolademousse på vand og denne nemesis-kage – blandt andet.

Mon så de tilgiver mig? Jeg håber det :)

Chokolade nemesis

Nemesis-kagen har du måske set før. Men det er den kage, jeg elsker allermest. Den er super-simpel, har en fortryllende fudge-konsistens og en ren, kraftig chokoladesmag.

Brug en god mørk chokolade til kagen. Dét kan smages.

Pynt kagen med lidt kakao og hakkede pistacienødder. Eller fyld den med chokolade-hindbær og en masse lyserødt pynt og tryl den til en vaskeægte prinsessekage.

Opskrift

200 g Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade af god kvalitet
100 g smør
200 g sukker
4 æg

Smelt smør og chokolade i en skål over vandbad.
Tag skålen af varmen, og rør sukker i.
Pisk æggene i – ét ad gangen.
Hæld dejen i en springform (22 cm) foret med bagepapir.
Bag kagen ved 175 grader i ca. 30 min.
Lad kagen sætte sig natten over.

Chokolade nemesis

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Pistaciepåskeæg

Påskeæg med pistacienødder

I min taske har jeg lige nu: pas, penge, pude, pocket-kamera, pistacie-påskeæg plus det løse.

Solstråler, sandstrande og sommereventyr venter forude, og jeg kan næsten ikke vente.

Jeg satser stærkt på at vende hjem med fregner i massevis og kufferten fuld af amerikanske lækkerier.

Bloggen går kun halvt på påskeferie, så hold øje med den og min Facebook-side. Jeg har en lille (påske)konkurrence i ærmet.

Kære søde læsere, T A K fordi I følger med her på bloggen. I er alle meget værdsat.

Må I få en pragtfuld påske – måske forsødet med et par påskeæg?

 

Ingredienser (10-12 æg):

100 g marcipan

30 g usaltede pistacienødder

150 g Toscano Brown (eller anden mælkechokolade) til overtræk

Pistacienødder og havsalt til pynt

(Evt. nougat)

 

Blend pistacienødderne fint, og bland dem med marcipanen.

Form små påskeæg af marcipanmassen, og sæt dem på køl en halv time.

(Put evt. et stykke nougat i nogle af dem.)

Overtræk påskeæggene med tempereret chokolade, og drys med finthakkede pistacienødder og lidt havsalt.

Påskeæg med pistacienødder

Påskeæg med pistacienødder

Pistaciecookies

Pistaciecookies

Sommetider (læs: ofte) sker det, at jeg forelsker mig i en eller anden tilfældig frugt/grøntsag/spiselig sag – og gerne spiser den flere gange om dagen – i flere uger. Lige for tiden kan jeg slet-overhovedet-ikke få nok af pistacienødder. De små saltede nødder ligger ude i skabet (og i skålen lige foran mig) og hvisker ”spis os-spis os”.

De smager heldigvis også herligt i alverdens salater og søde sager. Og ikke mindst i disse cookies, som jeg fremtryllede i går.

Søger du nogle små søde sager til søndagens sofaslængeri, så overvej disse. De er simple, smagfulde og slet ikke så syndige, som de ser ud.

 

Ingredienser

80 g pistacienødder

50 g mandler (mandelmel)

60 g sukker

en knivspids salt

1 æggehvide (måske lidt mere)

30 g lys chokolade

 

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld 50 g pistacienødder ned til mandelmelet, og blend videre.

Hæld nøddemel, sukker, salt og æggehvide i en skål, og rør det sammen.

Hvis massen har svært ved at hænge sammen, så tilføj lidt mere æggehvide.

Hak de sidste 30 g pistacienødder og den lyse chokolade groft, og vend det i.

Form små runde cookies (cirka 1 spsk) på en bageplade beklædt med bagepapir.

Bag cookies’ene ved 170 grader i 12-14 min.

Pistaciecookies

Pistaciecookies

Pistaciemacarons

Macarons med pistacienødder og hvid chokolade

Dagens macarons indeholder masser af pistacienødder og sød hvid chokolade.

Disse bliver slutningen på mit lille macaron-eventyr. Hvis jeg ikke trækker håndbremsen nu, er der stor fare for, at jeg bliver afhængig. Måske er jeg det allerede lidt.

I hvert fald er jeg blevet helt tosset med de små franske sager og de uendelig mange farve- og smagsvarianter.

Hvilken af mine varianter fristede dig mest? Snickers, lakrids, hindbær eller pistacie?

Macarons med pistacienødder og hvid chokolade

Selv om jeg holder en lille macaron-pause på bloggen, fortsætter jeg i det virkelige liv. Jeg har flere idéer, der kribler for at blive realiseret.

Hvis du har et ønske om en smag, jeg skal eksperimentere med, så tøv ikke med at skrive. Jeg bliver kun glad for udfordringer.

 

Ingredienser (12 små macarons)

Makronbunde:

20 g mandler (eller mandelmel)

20 g usaltede pistacienødder

75 g flormelis

1 stor æggehvide

25 g sukker

 

Ganache:

20 g usaltede pistacienødder

40 ml fløde

80 g hvid chokolade

Frisk citronsaft

 

Makronbunde:

Smut mandlerne, og blend dem til fint mandelmel.

Hæld pistacienødder og flormelis ned til mandelmelet, og blend videre.

Si blandingen.

Hæld æggehvide og sukker i en skål, og pisk ved laveste hastighed i cirka et minut.

Pisk derefter ved højeste hastighed i et par minutter – indtil marengsen danner bløde toppe.

Vend mandel-pistacie-blandingen i hviderne. (Pres dejen mod siderne af skålen med en dejskraber – cirka 35 gange.)

Hæld blandingen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Lad de ubagte bunde tørre ved stuetemperatur i cirka en halv time.

Bag dem ved 160 grader i cirka 12 min.

 

Ganache:

Hak chokoladen fint, og hæld det i en skål.

Blend pistacienødderne til fint pistaciemel.

Bring fløde i kog i en gryde, og hæld den over den hakkede chokolade.

Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.

Bland noget af pistaciemelet i – og gem resten til pynt.

Smag til med citronsaft.

Sæt ganachen på køl.

Chokolade-pistaciekage

Pistaciekage

I går kom jeg til at bage en lille kage. Jeg fik sådan lyst. Den blev en variant af min appelsin-nøddekage. Uden appelsin og hasselnødder. Men med en stak saltede pistacienødder i stedet. Og stadig med mandler og masser af chokolade. Selvfølgelig.

Appelsin-nøddekagen har gjort mange hjerter glade. Må denne også gøre det.

 

Ingredienser:

40 g mandler

40 g saltede pistacienødder

100 g rørsukker

1 tsk bagepulver

1 stang vanilje

2 æg

¾ dl olivenolie

80 g mørk chokolade

 

Blend mandler og pistacienødder til groft ’mel’.

Bland nødder, rørsukker, bagepulver og vaniljekorn.

Pisk æggene i – et ad gangen.

Tilsæt olivenolie, og pisk til en ensartet dej.

Hak chokoladen groft, og vend det i.

Hæld dejen i en springform (cirka 18 cm i diameter) foret med bagepapir.

Dæk kagen med stanniol.

Bag kagen i midten af ovnen ved 200 grader i cirka 20 min.

Fjern stanniolen og bag yderligere 10 min.

Hold øje til sidst: overfladen skal blive sprød og lækker, men ikke for mørk.

Lad kagen køle helt af.

Der er ingen grund til at have travlt. Kagen er lige så lækker dagen efter. Og på dag 2. Og dagen efter.

Hvis den holder så længe.

Pistaciekage