Spiselige julegaver: hasselnøddefinanciers med chokolade

Glutenfrie hasselnødde financiers

I sidste weekend zoomede jeg ind på familiesamvær, sneeeegletempo, søvn (!) og dessertforkælelse af den aller-allerbedste slags – fremskabt af dygtige Daniel Kruse fra Stammershalle.

En smuttur til solskinsøen var savnet – og blev stornydt af alle. Måske allermest lille Sia, der tilbragte alle tre dage i favnen på sin mormor.

Inden vi rejste retur til København, efterlod jeg en lille overraskelse i mormors køleskab.

Små, saftige, glutenfrie hasselnøddefinanciers med masser af mørk chokolade.

Som TAK.

Er du på jagt efter en lille spiselig advents-/takkegave, er de slet ikke tossede!

Glasset er lynhurtigt at lave, så du kan sagtens nå det til i morgen!

Må du få den hyggeligste 1. søndag i advent!

Glutenfrie hasselnødde financiers

Hasselnøddefinanciers

ca. 15 små kager

Ingredienser

Hasselnøddefinanciers:

  • 125 g hasselnødder
    140 g flormelis
    6 æggehvider
    100 g smør
    50 g mørk chokolade/mælkechokolade

Pynt:

  • 2 spsk frysetørret hindbær
    1 tsk tørrede rosenblade

Fremgangsmåde

Hasselnøddefinanciers:

  • Rist hasselnødder i ca. 5 min ved 200 grader, og gnub skallerne af i et viskestykke. Lad nødderne køle lidt af, og blend dem til mel.
    Kom smørret i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom hasselnøddemel og flormelis i en skål, og tilsæt æggehvider. Rør rundt med et piskeris.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør igen, indtil dejen er ensartet.
    Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader (til de er godt gyldne.)

Pynt:

  • Pynt f.eks. med frysetørrede hindbær og rosenblade.

Som gave

  • Kom flormelis, hasselnøddemel, chokolade og evt. pynt i lag i et patentglas.
  • Lav et lille label med titlen: ‘FINANCIERS med hasselnød og chokolade’, og klistr på glasset.
    Skriv en lille vejledning til. F.eks.:
    “Kom 100 g smør i en lille gryde, og lad det koge, indtil det er gyldent og dufter af hasselnødder (‘beurre noisette’). Lad det køle lidt af.
    Kom glassets indhold (på nær pynt) i en skål, og rør 6 æggehvider i.
    Tilsæt det afkølede smør, og rør rundt med et piskeris, indtil dejen er ensartet.
  • Fyld dejen i små financierforme, og bag kagerne i ca. 12 min ved 200 grader.
    Pynt – og nyd!”

Glutenfrie hasselnødde financiers

Glutenfrie chokoladecookies

Dobbelt chokoladecookies

Et lille hurtigt hej fra chokoladehulen, hvor jeg har hænderne fulde af jobs, bagning og baby.

Min dejlige mand er rejst på Irlandsturné med sit band, så skyen og jeg er alene hjemme i ti dage.

Heldigvis har vi huset fuld af kraner og cookies, så humøret er i top.

Vi har bagt to store portioner cookies i dag.

Mest fordi vi aldrig får nok af cookies – og af at piske.

Dobbelt chokoladecookies

Først de populære kæmpecookies (i knap så kæmpestort format).

Og så disse chokoladelækre labaner (som jeg i øvrigt har bagt cirka sytten gange gange før.)

De er proppet med store chokoladestykker, har den lækreste, kakaointense smag og minder lidt om mormors himmelske havregrynskugler.

Og så er de tilmed glutenfri!

Vi elsker dem! Og jeg håber også, at I gør!

OPSKRIFT

Ca. 10 cookies

50 g blødt smør
150 g brun farin
1 æg
100 g finvalsede havregryn (evt. glutenfrie)
50 g kakaopulver (evt. glutenfrit)
1/2 tsk salt
50 g Caraïbe fra Valrhona eller anden mørk chokolade
50 g Jivara fra Valrhona eller anden mælkechokolade

Kom smør og brun farin i en skål, og pisk det godt sammen.
Pisk æg i.
Rør havregryn, kakaopulver og salt i.
Hak chokoladerne groft, og vend dem i dejen.
Form dejen til små kugler, og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Tryk dem let flade.
Bag dem i ca. 8 min ved 200 grader, og lad dem køle lidt af. (Hvis du kan vente.)
Pynt evt. med chokoladedrizzle.

Dobbelt chokoladecookies

Indlægget indeholder affiliatelinks.