Slikkepinde med lakridskaramel og lys chokolade

Slikkepinde med lakridskaramel og lys chokolade

De chewy chokoladekarameller med salt var så stor en succes, at de blev spist med det samme og lavet igen dagen efter.

Jeg lavede desuden disse Dumle Deluxe – små slikkepinde med lakridskaramel og lys chokolade.

De har samme chewy konsistens, byder på en skøn smag af lakrids og blærer sig tilmed med et lækkert lag lys chokolade.

Jeg stemmer for karamelkonfekt i år! Hvis du også gør, så følg denne opskrift:

 

Ingredienser

Antal: 6-8 slikkepinde

 

120 g sukker

50 g Bülows søde lakridssirup

100 ml fløde

evt. 1 knivspids havsalt

100 g Amedei Toscano Brown eller anden lækker lys chokolade

 

Kom sukker, lakridssirup, fløde og evt. salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.

Når massen begynder at koge, så stop med at røre, indtil massen når en temperatur på 125-130 grader.

Tag gryden af varmen, og rør et par gange, indtil massen begynder at tykne.

Hæld massen i en lille form beklædt med bagepapir.

Sæt den på køl en times tid eller to, og skær den ud i 6-8 aflange stænger.

Stik træspyd i enderne, og overtræk dem med smeltet (og tempereret) chokolade.

Opbevar dem i en lufttæt beholder enten i køleskabet eller i et køligt rum.

Eller spis dem alle med det samme!

Slikkepinde med lakridskaramel og lys chokolade

Vandmousse med mælkechokolade

Chokolademousse med vand

 

Efter wauw-oplevelsen med vandmoussen kunne jeg ikke dy mig for også at lave en variant med mælkechokolade.

Jeg fandt en plade Amedei Toscano Brown frem fra skabet og tryllede lynhurtigt en lille dessert frem.

Som prikken fik den lidt hasselnøddepraline, pufsukker og hindbærstøv på toppen.

Da chokoladen er hovedingrediensen i denne mousse, er det drøn vigtigt at vælge en kvalitetschokolade med en rig, kompleks smag.

Dét har den italienske Amedei-chokolade i allerhøjeste grad.

Mælkechokoladen Toscano Brown har en sød, nuanceret smag med strejf af karamel og vanilje – og disse fine smagsnuancer bliver fremhævet og fejret i moussen.

Chokolademousse med vand

Den simple dessert er virkelig en fest for sanserne.

Jeg lover festfyrværkeri i munden – med sydende pufsukker, sød fløjlsblød chokolademousse og syrlige hindbærstrejf.

Næste gang tilføjer jeg en håndfuld friske hindbær fra haven.

 

Ingredienser (til 4 portioner)

225 g mælkechokolade (f.eks. Amedei Toscano Brown)

200 g vand

en pose isterninger

salt

 

Hak chokoladen fint.

Smelt chokoladen og vandet sammen i en lille skål over vandbad.

Klargør imens et isbad bestående af koldt vand med isterninger og salt. Skålen skal være så stor, at den lille skål med chokoladeblandingen kan være nede i den.

Når chokoladeblandingen er smeltet, så tag skålen af varmen og sæt den i isbadet.

Pisk chokolademassen med en elpisker – indtil blandingen har en konsistens som flødeskum. (Pas på, at du ikke overpisker den.)

Tag skålen op af isbadet, og fordel straks chokolademoussen i glas.

Pynt med hasselnøddepraliné, pufsukker og knuste frysetørrede hindbær.

Spis moussen sammen med friske syrlige bær.