Verdens bedste vandbakkelser: choux au craquelin
Knasende, krakelerede vandbakkelser eller choux au craquelin, som de hedder i Paris.
Min nyeste addiction og absolut must-taste-before-you-die-kager. Hvis du altså ikke allerede har smagt dem?
Helt banalt er det små vandbakkelsesbolde toppet med en sprød cookie, der smyger sig kærligt om kagen, mens den bages.
Herefter er kagerne fyldt med fløjlsblød Dulceycremeux, der smager så sindssygt godt, at det kan spises rent med ske. Ja, det er sket et par gange – eller tyve.
Jeg har tilsat lidt salt til den karamelsøde creme. Det klæ’r den virkelig godt.
Er du overbevist? Ellers må jeg komme forbi med smagsprøver!
Jeg drager i øvrigt til kagernes by om præcis én uge og har planer om at besøge alle Paris’ små og store patisseries.
Jeg glæder mig sådan til at dele kageoplevelserne med jer.
Følg med på Snapchat og Instagram: majachocolat
Og rigtig god Påske!
Choux au craquelin
30 små kager
Ingredienser
Dulceycremeux:
- 1/2 blad husblas
110 g Dulcey fra Valrhona
2 æggeblommer
15 g sukker
80 g sødmælk
80 g piskefløde
1/3 tsk salt
Vandbakkelser:
- 150 g vand
60 g smør - 1 spsk sukker
- 1 nip salt
- 80 g hvedemel
- 2 store æg
Kiks:
- 65 g smør
80 g mel
80 g rørsukker
Pynt:
- Spiselige blomster
- Kandiserede violer
Fremgangsmåde
Dulceycremeux:
- Udblød husblas i koldt vand.
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Pisk æggeblommer og sukker hurtigt sammen.
Varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet, og pisk det æggeblommerne.
Hæld blandingen tilbage i gryden, og varm den op til 83°C under konstant omrøring.
Sigt den 83°C varme creme, vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i cremen.
Hæld så den over den finthakkede chokolade.
Rør rundt i midten af skål med en dejskraber, indtil massen får en smuk og blank overflade.
Stavblend evt. massen, og kom cremeuxen i køleskabet natten over.
Vandbakkelser:
- Kom vand, smør, sukker og salt i en gryde, og bring det i kog.
- Tag straks gryden af varmen, og tilsæt mel.
- Rør rundt i dejen med en træske, indtil dejen er ensartet, blød og slipper gryde og ske.
- Sæt gryden tilbage på lavt blus, og rør rundt i et minuts tid.
- Kom dejen i en skål, og lad den køle lidt af.
- Tilsæt æggene lidt og lidt, mens du rører energisk i skålen. (Massen vil først skille, men senere samle sig.)
- Rør dejen ensartet og elastisk.
- Kom dejen i en sprøjtepose med rund tyl, og sprøjt små kugler (2,5 cm i diameter) ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Kiks:
- Ælt alle ingredienser godt sammen med fingrene.
- Rul dejen tyndt ud, og stik små cirkler (3 cm i diameter) ud af den.
- Placer forsigtigt cookiecirklerne ovenpå vandbakkelserne.
- Bag vandbakkelserne i ca. 35 min ved 175°C.
- Åbn ikke ovndøren undervejs!
- Lad kagerne køle helt af.
Samling og pynt:
-
Kom cremeuxen i en sprøjtepose med lille, rund tyl.
Lav et lille hul i bunden af hver kage, og fyld kagerne med cremeux.
Pynt evt. med spiselige blomster og kandiseret viol.
Tip: Lav chokoladecremeuxen dagen før, men bag og fyld vandbakkelserne samme dag, de skal nydes.
(Indlægget indeholder affiliatelinks!)