Kajkager

Kajkager

Små Kajkager med browniebund, hindbærcreme og kærlighedsbudskab.

Lidt for at fejre miraklet i Annes mave.

Meget for at sige tak!

Uden Anne stod jeg ikke her i dag. Med en chokoladebog i den ene hånd og et næsten færdigt isbogmanus i den anden. Med glædesbobler så store, at jeg slet ikke kan rumme dem.

Hun har gjort mit liv mere lykkeligt, og jeg har tilmed fået en veninde for livet.

Juhuu for den slags eventyr.

 

Ingredienser:

Antal: 16 små kajkager

Browniebund

Hindbærsmørcreme

Pynt:
150 g økologisk marcipan
75 g usaltede pistacienødder
50 g flormelis
lidt past. æggehvide
10 g mørk chokolade

Stik små cirkler ud af brownien. Fordel lidt hindbærsmørcreme oven på hver browniebund. Sæt kagerne på køl et øjeblik.

Blend pistacienødder til mel. Ælt 25 g pistaciemel ind i marcipanen. Rul pistaciemarcipanen ud i et tyndt lag, og skær cirkler ud af den. Overtræk kagerne med marcipanskiverne (fold marcipanskiverne rundt om kagerne.) Rul kagerne i resten af pistaciemelet, så hele kagen bliver dækket.

Bland æggehvide og flormelis sammen til tyk glasur, og kom det en sprøjtepose med lille, rund tylle. Lav to små dutter som øjne på hver kage, og lad glasuren stivne helt. Smelt chokolade i en skål over vandbad. Dyp en tandstik i chokoladen, og lav små pupiller med den (oven på den hvide glasur).

Skær et snit i kagerne som mund.

Servér for børn og barnlige sjæle!

Kajkager

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Prinsesse-cupcakes med hvid chokolade, hindbær og marcipan

Cupcakes med hindbær, hvid chokolade og marcipan

Min søde veninde har fået en tyk mave. Sådan meget tyk.

Indeni den gemmer sig en lille prinsesse. Allerede nu gør hun mig blød og varm om hjertet.

Hun kommer snart til verden. Dét fejrede vi i går med babysnak, tapas og prinsesse-lækkerier – i lyserøde farver og glimmer.

Blandt andet disse cupcakes med hindbær, hvid chokolade og marcipan:

Cupcakes med hindbær, hvid chokolade og marcipan

Jeg håber, at baby blev glad. Det gjorde moderen i hvert fald.

 

Ingredienser (6 cupcakes)

Muffins:

100 g marcipan

100 g sukker

100 g smør

2 æg

50 g mel

1 tsk citronsaft (fra øko-citron)

50 g hvid chokolade

18 hindbær

 

Hindbærtopping:

125 g flormelis

35 g smør

10 hindbær

Lyserødt glimmer

 

Riv marcipanen groft, og hæld den i en skål.

Hæld sukker i, og pisk det sammen med marcipanen.

Tilsæt blødt smør lidt og lidt – også under piskning.

Pisk æggene i – ét ad gangen.

Tilsæt citronsaft.

Vend mel i.

Hak chokoladen groft, og vend den i.

Fyld dejen i muffinsforme, og fordel to hindbær i hver.

Bag kagerne ved 175 grader i cirka 25 min.

 

Hindbærtopping:

Bland flormelis og blødt smør i en skål.

Pisk blandingen med en elpisker ved lav hastighed.

Tilsæt et par skefulde hindbærsaft (si kernerne fra).

Pisk i et par minutter – til toppingen er let og luftig.

Hvis den er for tynd, tilsættes lidt flormelis. Hvis den er for tyk, lidt mere hindbærsaft.

Fyld toppingen i en sprøjtepose med stjernetyl, og fordel den på kagerne.

Pynt med lyserødt glimmer.

Medbring dem til babyshower, pigeaften eller alle, der elsker lyserød.

Cupcakes med hindbær, hvid chokolade og marcipan