Fyldte chokolader med nougat-, Baileys-, og pebermyntefyld
Fredagens mål blev nået:
- Jeg tog afsked med feberen.
- Jeg fik kys under misteltenen (men stjæler snart mange flere.)
- Jeg lavede fyldte chokolader med chokoladeveninden.
Ud over de små chokolader blev det også til en fin, chokoladepyntet lejlighed. Og en Maja med chokolade i håret, i panden og på trøjen.
Jeg ville bare lige smugsmage på chokolade-resterne. Det må man godt. Men på mystisk vis endte det meste alle andre steder end i munden. Selv kameraet fik lidt pynt.
Det var råhygge på højt plan. Chokolade alle vegne er et sikkert tegn på, at det har været en vellykket aften.
Fyldte chokolader med nougat-crunch
Ingredienser til nougat-crunch (cirka 10 styk):
20 g hasselnødder
1 spsk sukker
100 g nougat
Smelt sukkeret på en pande – til det bliver en gylden karamel.
Tilsæt hasselnødder, og tag panden af varmen.
Hæld de karamelliserede hasselnødder ud på et stykke bagepapir, og lad dem køle af.
Hak dem fint.
Smelt nougat over vandbad.
Bland nougaten med de finthakkede hasselnødder.
Klar til brug.
Fyldte chokolader med Baileys
Ingredienser til Baileys-fyld (cirka 10 styk):
50 g hvid chokolade
1 spsk Baileys/Bailey aroma
2 spsk piskefløde
Smelt chokoladen og fløden over vandbad.
Tilsæt Baileysen.
Lad fyldet køle lidt af.
Klar til brug.
After Eight – fyldte chokolader med pebermynte
Ingredienser til pebermynte-fyld (cirka 10 styk):
60 g flormelis
2 spsk pasteuriserede æggehvider
pebermyntearoma
Rør flormelis og æggehvider sammen.
Tilsæt pebermyntearoma.
Tilføj evt. lidt mere flormelis, hvis du ønsker en tykkere konsistens.
Klar til brug.
Her finder du en vejledning til temperering af chokolade og selve fremstillingen af fyldte chokolader.