Hjemmelavet mandelsmør (med chokolade)

Hjemmelavet mandelsmør med chokolade

Hvis bare min mor havde boet lige i nærheden…

…så havde jeg faret afsted og overrasket hende med et lille glas nylavet choko-mandelsmør.

Hun er mægtig glad for mandler og mørk chokolade, så et glas smelte-på-tungen-smørepålæg med den skønneste smag af mandler ville vist have været et hit.

Har du nogensinde prøvet at lave dit eget nøddesmør?

Hvis du har en Bamix (eller anden sej stavblender), er det ingen sag.

Og det smager helt-helt-himmelsk!

Jeg lavede både alm. mandelsmør og choko-mandelsmør.

Gæt hvilken jeg bedst ku’ li’!

Brug det i en dessert, smør det på brød, brug det som frugtdyppelse eller spis det rent med en ske.

Alt er absolut anbefalelsesværdigt.

Hjemmelavet mandelsmør Hjemmelavet mandelsmør

Ingredienser

Mandelsmør:

200 g mandler

 

Rist mandlerne i ovnen i 5-10 min ved 200 grader. (Sørg for, at de ikke bliver brændte.)

Hæld dem i en blender/foodprocesser, og blend dem i 10-15 min.

Vær tålmodig. Mandlerne vil først blive en grynet masse, senere vil de begynde at oliere og få en lækker cremet konsistens.

Fyld mandelsmørret i et glas, og opbevar det i køleskabet. (Det bliver halvfast, men blødt igen, når det tages ud i varmen.)

 

Choko-mandelsmør:

100 g mandelsmør (se opskrift ovenover)

25 g Amedei Toscano Black 70 % eller anden mørk chokolade

 

Smelt chokoladen over vandbad.

Hæld det ned til det friskblendede mandelsmør, og blend et øjeblik mere.

Fyld choko-mandelsmørret i et glas, og opbevar det i køleskabet.

Hjemmelavet mandelsmør med chokolade