Fyldte chokolader med hindbærtrøffel

Fyldte chokolader

Mørk chokolade og hindbær er et velkendt, men virkelig vidunderligt makkerpar.

Her optræder duoen i små fyldte chokolader, der byder på fløjlsblød, syrligsød hindbærtrøffel og mørke chokoladeskaller med det helt rigtige knæk.

Har du mod på at kaste dig ud i chokoladetemperering og chokoladefremstilling, er det her et smaddergodt sted at starte.

Jeg hepper på dig – og hjælper med glæde, hvis du får brug for en hånd undervejs.

Rigtig god og sød fornøjelse!

Tempereret chokolade

Fyldte chokolader

Ingredienser

Mørke chokoladeskaller:

  • 200-300 g Caraïbe eller Manjari fra Valrhona (eller anden mørk chokolade af god kvalitet)

Hindbærtrøffel:

  • 150 g Jivara fra Valrhona (eller anden mælkechokolade af god kvalitet)
    150 g (frosne) hindbær
    40 g sukker
    1/2 vaniljestang
    1 spsk spiritus
    1 knivspids stødt peber

Fremgangsmåde

Hindbærtrøffel:

  • Hak chokoladen groft, og kom den i en skål.
    Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.
    Kom hindbær, sukker, vaniljestang og vaniljekorn i kog i en lille gryde, si massen og hæld det ud over chokoladen.
    Rør rundt i midten af skålen, indtil massen samler sig og får en smuk, blank overflade.
    Smag til med spiritus og peber.
    Lad trøffelmassen køle lidt af.

Temperering af mørk chokolade:

  • Hak chokoladen fint.
    Kom 2/3 af chokoladen i en skål, 1/3 i en anden.
    Smelt de 2/3 chokolade i en skål over vandbad, og tag den af varmen, når den er 45-50 grader.
    Tilsæt de resterende 1/3 chokolade, og rør rundt, indtil temperaturen er nede på 29 grader.
    Varm så forsigtigt massen op igen (over vandbad eller med hårtørrer), indtil chokoladen er 32 grader.

Fremstilling af fyldte chokolader:

  • Hæld den tempererede chokolade i en chokoladeform, og skrab overskydende chokolade af.
    Bank blidt på formen, så du undgår luftbobler.
    Vend chokoladeformen på hovedet, og lad overskydende chokolade løbe tilbage i skålen.
    Skrab formens overflade ren, og stil formen i køleskabet i 10 min.
    Fyld den afkølede hindbærtrøffel i (med 2 mm til kanten).
    Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
    Luk de fyldte chokolader med en gang chokolade mere.
    Skrab igen overfladen ren.
    Sæt formen tilbage i køleskabet i 10 min.
    Bank forsigtigt de færdige chokolader ud af formen, og NYD!

(Indlægget indeholder affiliatelinks.)

Fyldte chokolader