Lakridsdessert

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

Denne lakridsdessert gør mig lykkelig helt ned i tæerne.

Jeg har lavet lakridscremen en milliard gange – og den overrumpler mig gang på gang.

Pynten plejer jeg at variere. Dog sørger jeg altid for, at der er noget knas og noget syrligt til den søde, bløde creme.

Jeg serverede lakridsdesserten for de herlige 100 mennesker, jeg lavede foredrag og workshop for i sidste weekend. Der var højlydte mmm-lyde i hele salen og mange ønsker om en opskrift.

Den kommer her:

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

4 personer

Lakridscreme:
120 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade af god kvalitet
120 ml piskefløde
50 g sød lakridssirup fra Bülow 

Bagt lakridsmarcipan-crumble:
50 g lakridsmarcipan fra Bülow
lidt citronskal fra øko-citron

Pynt:
ca. 40 blåbær
12 A – chokoladelakridser fra Bülow
forglemmigejer (eller andre spiselige blomster)

Lakridscreme:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Bring piskefløde og lakridssirup forsigtigt i kog, og hæld lakridsfløden over chokoladen.
Rør energisk i midten af skålen, indtil massen samler sig.
Stavblend massen for at forfine den.
Fordel cremen i fire små skåle, og sæt den på køl 3-4 timer eller natten over.

Bagt lakridsmarcipan-crumble:
Bland lidt fintreven citronskal i marcipanen, og skær den i mindre stykker.
Bred dem ud på et stykke bagepapir, og bag dem sprøde. (Ca. 5 min ved 200 grader)
Lad dem køle helt af, og knus dem til crumble.

Servering:
Pynt lakridscremen med blåbær, chokoladelakridser, lidt crumble og forglemmigejer.
Spis med dine kære.

lakridsdessert med hvid chokolade og blåbær

Siden indeholder affiliatelinks.

Nytårsdessert: Iskugle med hvid chokolade, granatæble og lakrids

Nytårsdessert med hvid chokolade, lakrids og granatæbleis

Kære, dejlige læsere.

Jeg håber, at jeres jul er fuld af hygge og hjertetid.

Traditionen tro vil jeg de næste dage dele fine nytårsdesserter med jer.

Første festdessert er denne syrligsøde iskugle.

Bag den tynde, lakridsprikkede chokoladeskal gemmer sig pink granatæbleis, friske granatæblekerner og pufsukker.

Granatæble, hvid chokolade og lakrids er en perfekt trio, som jeg er helt tosset med.

Måske er du også?

 

Ingredienser

Antal: 4 personer

Chokoladeskal:
100 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
1/2 tsk Bülow rålakridspulver

Granatæbleis:
230 g granatæblekerner
150 g sukker
100 ml fløde
100 ml minimælk
Lidt friskpresset citronsaft

Desuden:
4 tsk sød lakridssirup fra Bülow
2 tsk pufsukker
4 spsk friske granatæblekerner

Form:
Halvkugle-silikoneform (7 cm i diameter)

Chokoladeskal:
Smelt chokolade i en skål over vandbad, (og temperer den).
Tag skålen af varmen, og bland rålakrids i.
Fordel et tyndt lag chokolade i halvkugle-silikoneformene.
Sørg for, at kanten er helt jævn, så halvkugleskallerne kan samles fint.
Sæt formen i fryseren indtil servering.

Granatæbleis:
Blend granatæblekerner, og si kernerne fra.
Kom granatæblesaft, mælk, fløde og sukker i en skål, og rør rundt, indtil sukkeret er opløst.
Smag til med lidt citronsaft.
Kør massen på ismaskine, og sæt den i fryseren indtil servering.

Servering:
Fordel 1 tsk lakridssirup på hver tallerken.
Placer en chokoladehalvkugle oven på siruppen.
Fordel 1/2 tsk pufsukker og 1 spsk friske granatæblekerner ned i hver chokoladehalvkugle.
Kom en kugle granatæbleis ovenpå.
Fuldend kuglerne ved at placere resten af chokoladehalvkuglerne ovenpå.
Servér straks.

Nytårsdessert med hvid chokolade, lakrids og granatæbleis

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Snebold med kirsebær og lakrids

Juledessert snebold med kirsebær og lakrids

Mange mener, at is skal spises om sommeren. Jeg er dybt uenig.

Der er is til solskin, is til snevejr. Is til morgenmad, is til dessert.

Denne is er i virkeligheden en sommeris i vinterklæder.

Under den snehvide marengs gemmer sig cremet kirsebæris lavet af hjemmeplukkede, sommersøde kirsebær (fra fryseren) og et drys rålakridspulver fra Bülow.

Ved siden af den frosne snebold friske kirsebær og rød syre købt i Torvehallerne.

Delikat og alternativ juledessert til dem, der trænger til fornyelse efter femten portioner ris à l’amande. (Mig!)

Ingredienser
230 g kirsebær
120 g sukker
100 ml minimælk
100 ml fløde
1-2 tsk Amaretto (kan undlades)

1 tsk rålakridspulver fra Bülow

Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker
1-2 dråber eddike

Pynt:
Rød syre
Friske kirsebær

Kirsebæris:
Fjern sten fra kirsebær, og blend kirsebær og sukker sammen til puré. Kom puréen i en skål, og rør mælk og fløde i. Smag til med Amaretto. Kør massen på ismaskine, og sæt den i fryseren natten over.

Marengs:
Pisk æggehvide og sukker til marengs. Dryp et par dråber eddike i undervejs. Smør marengsen ud i et tyndt lag på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag den ved 100 grader i 1-2 timer (til marengsen er helt tør). Knus marengsen i små stykker.

Servering:
Lav scoops af isen, giv dem et gavmildt drys lakrids, og rul dem i den knuste marengs. Placer sneboldene på tallerkener, pynt med rød syre og friske kirsebær, og servér straks!

Snebold

Indlægget indeholder affiliatelinks. 

Hvidt chokoladebrud med lakrids og citron

Hvidt chokoladebrud med lakrids og citron

Noget nær verdens nemmeste (jule)godte. Og så smager det helt afsindigt godt.

Gider du ikke kedelig købekonfekt, men har ej heller tid (eller tålmodighed) til store konfektprojekter, er dette chokoladebrud lige dig.

Bruddet består af tre ting: Ivorie fra Valrhona, fintreven øko-citronskal, saltlakridssirup fra Bülow. Brug gerne en hvid chokolade af god kvalitet. Det kan smages!

Og i øvrigt: overvej dobbeltportion, nu når du er i gang. Jeg kan snildt spise hele bruddet selv!

Hvidt chokoladebrud med lakrids og citron

Ingredienser

150 g Ivorie fra Valrhona eller anden hvid chokolade af god kvalitet
1 tsk fintreven citronskal fra øko-citron
1 spsk saltlakridssirup fra Bülow

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og rør citronskal i.
Hæld chokoladen ud på et skærebræt beklædt med bagepapir, og jævn det ud.
Kom lakridssiruppen i en sprøjtepose med ganske lille hul, og sprøjt det ud på chokoladen i zig-zag-mønster. Lav swirls med en tandstik.
Sæt bruddet i køleskabet, så chokoladen sætter sig.
Tag chokoladebruddet ud lige inden servering, og bræk/skær det i små stykker.

Psssst… Undgå at røre oven på bruddet, så du ikke ødelægger det fine mønster. Lakridssiruppen kan klistre en smule – også efter køleskabsbesøg.

Hvidt chokoladebrud med lakrids og citron

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Lakridskage med hvid chokolade og citron

Sort lakridskage

En lørdag med snegletempo, stilhed, familienærvær og favoritkagen er temmelig vidunderligt – og virkelig tiltrængt.

Jeg stornyder hvert et sekund og satser på en søndag med cirka samme lykkeingredienser.

Kagen har en lækker konfektagtig konsistens og overrasker alle, jeg serverer den for. Også dem, der først siger nej tak, fordi de enten ikke er til hvid chokolade eller til lakrids.

Lakridsen kommer snigende i eftersmagen, og citronen giver den ellers søde kage et syrligt strejf.

Servér den med eller uden glasur. Begge bringer lykke!

Sort lakridskage

Ingredienser

Antal: 6-8 personer

Kage:
100 g smør
170 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
100 g sukker
2 æg
1 spsk Bülow rålakridspulver
1 tsk citronskal fra øko-citron
100 g mandelmel

Glasur:
Ca. 100 g flormelis
Et par skefulde vand
1/2 tsk Bülow rålakridspulver
1 knivspids naturlig sort pulverfarve eller anden sort pulverfarve

Pynt:
Røde, frysetørrede bær
Evt. Bülow rålakridspulver

Kage:
Smelt smør og 100 g hvid chokolade i en skål over vandbad.
Pisk sukker, æg, lakridspulver og citronskal sammen i en anden skål, og rør chokoladeblandingen i.
Vend mandelmelet i.
Hak chokoladen groft, og vend den i.
Bag kagen i ca. 30 min ved 175 grader.
Sæt kagen i køleskabet natten over, så den sætter sig.

Glasur:
Rør alle ingredienser sammen til glasur, og fordel den i et tyndt lag oven på kagen.
Pynt med frysetørrede bær og evt. mere lakridspulver.

Sort lakridskageIndlægget indeholder affiliatelinks.

Tre år

valrhona konkurrence

For nylig fyldte min blog 3 år.

Hvad der er sket på de tre år, er helt vildt overvældende.

Noget, jeg aldrig havde turdet tro på. Eller sågar drømme om.

Det var ikke sket uden jer. Hver og én.

TAK! Jeg er jer evigt taknemmelig!

Her er en lykkegave. En pakke fyldt med alle mine yndlingsprodukter:

200 g Ivoire fra Valrhona (hvid)
200 g Jivara fra Valrhona (mælk)
250 g Dulcey fra Valrhona (blond/karamel)
200 g Caraïbe fra Valrhona (mørk)
80 g 100 % fra Amma (mørk – økologisk)
200 g Sea Salt fra Chocolate and Love (mørk med karamel og salt – økologisk)
200 g Filthy Rich fra Chocolate and Love (mørk – økologisk)
300 g sød lakridssirup fra Bülow
300 g salt lakridssirup fra Bülow
150 g D – lakridsmandler fra Bülow

I alt: 2080 g lykke!

For at vinde pakken skal I skrive én sætning om jer selv. Den må være skæg, informativ, blærende, belærende, irrelevant, uhyggelig og/eller helt sort. Skriv den i kommentarfeltet nedenunder senest mandag (d. 14.) kl. 20:00, og jeg vælger en tilfældig, der vinder hele molevitten. 

Jeg starter:

“Jeg har lige fortæret en hel æske af disse lakridslykkemandler, og jeg er stadig lidt chokoladesulten.” 

lakridsgave

(Og for god ordens skyld: Indlægget er sponsoreret af mig selv!)

Lakridsmacarons med hvid chokolade

Lakridsmacarons med hvid chokolade

I lørdags blev en af mine hjerteveninder gift, og det var i sandhed en dag af de særlige. Spækket med kærlighed, hjerterammende ord, tåretril – og med orange brudesko, seleiklædt gom og sandsynligvis verdens smukkeste ægtepar. Både udenpå og indeni.

Jeg svævede hjem derfra – med kærlighedstro i maven og mit livs kærlighed i hånden.

Min gave til parret var 300 små chokoladesager til kaffen. Bl.a. 100 af dissse lilla lakridsmacarons.

Til brylluppet fyldte jeg bundene med lakridscreme med hvid chokolade.

På billedet er det smørcreme og lakridssirup.

Jeg er kæmpe fan af lakridscremen – derfor får du opskriften på den!

Ekstrabonus: Selv om du er gavmild med lakridscremen, får du noget til overs. Det er helt med vilje. Spis det på is, vafler, kage – eller bare rent. Det er lykke!

Ingredienser

Antal: 20 macarons

Bunde:
75 g mandelmel
75 g flormelis
Lidt lilla pulverfarve
25 g æggehvider

75 g sukker
25 g vand
25 g æggehvider

Lakridscreme:
120 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid chokolade
60 ml fløde
50 g Bülow sød lakridssirup
¼ tsk Bülow rålakridspulver

Bunde:
Sigt flormelis, mandelmel og pulverfarve i en skål, og rør 25 g æggehvide i blandingen med en træspartel.

Kom vand og sukker i en lille gryde, og varm det op til 117°C. Pisk resten af æggehviderne stive i en skål, og hæld den 117°C varme sukkerlage i æggehviderne i en tynd stråle under piskning. Pisk videre, indtil marengsen er afkølet (ca. 50°C)

Vend lidt marengs i mandelblandingen, og vend derefter resten i – forsigtigt. kom massen i en sprøjtepose med rund tylle. Sprøjt små cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og lad bundene hvile i ca. 30 min.

Bag dem i 150 grader i ca. 8 min. Sæt en træske/-palet i klemme i ovnlågen, skru ned til 130 grader og bag videre i ca. 5 min. Lad bundene køle helt af.

Lakridscreme:
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Kom fløde, lakridssirup og lakridspulver i en gryde, og bring det i kog. Hæld blandingen over den hakkede chokolade, og rør rundt, indtil chokoladen er opløst. Fyld cremen i en sprøjtepose, og sæt den på køl et par timer eller natten over.

Fyld cremen mellem bundene, og gem resten i køleskabet til andre lykkestunder.

Spis sammen med dine særlige!

Lakridsmacarons med hvid chokolade

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Chokoladetrøfler med lakrids

Chokoladetrøfler med lakrids

Jeg er tosset med trøfler. Især de chokoladesøde, silkebløde af slagsen, der smelter på tungen.

I øjeblikket har jeg to trøffelfavoritter. Dem med saltkaramel, chokolade og et lille lag kakao og disse lakridslækre lykkekugler.

Jeg drømmer dog om at tilføje flere til favoritlisten. Måske nogle med knas. Eller med sommersmag.

Har du en yndlingstrøffel? Eller en idé til en smag, jeg bare prøve af?

 

INGREDIENSER

Antal: ca. 30 kugler

100 ml fløde
55 g sukker
1 spsk Bülows søde lakridssirup
120 g mælkechokolade
75 g mørk chokolade
20 g smør
Bülows fine lakridspulver (til at rulle i)

Varm fløde op i en lille gryde, og sæt den til side.
Kom sukker i en lille, tykbundet gryde, og smelt det til karamel.
Fjern gryden fra varmen, og tilsæt den lune fløde og lakridssirup.
Sæt gryden tilbage på blusset (over svag varme), og rør rundt, indtil massen er homogen.
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål.
Hæld forsigtigt karamelmassen over chokoladen, og rør rundt, indtil chokoladen er smeltet.
Skær smørret i tern, og rør det i.
Dæk skålen med husholdningsfilm, og sæt den på køl nogle timer eller natten over.
Form små kugler (à 10 g) af massen, og rul dem i lakridspulver.
Forkæl din kære med trøflerne, eller opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet.

Chokoladetærte med saltlakridskaramel

Salt lakridskaramel tærte

Denne frække frøken er min nye favoritkage.

Hun gemmer på et lag chewy lakridskaramel, silkeblød og sød mælkechokoladeganache og strejf af salt.

Tre ting jeg er temmelig tosset med!

Karamellen kræver lidt kærlig opmærksomhed, men kagen er hvert et sekund værd.

Fremtryl den f.eks. i påskeferien, og spis den sammen med dine særlige!

Salt lakridskaramel tærte

INGREDIENSER

Antal: ca. 6 personer

Opskriften er lavet til en rund tærteform (17 cm i diameter). Jeg har bagt dobbeltportion og lavet den i en rektangulær tærteform (11 x 35 cm).

Mørdej:
100 g mel
10 g kakaopulver
50 g sukker
1 knivspids salt
50 g smør
2 æggeblommer
(tørre bønner til bagning)

Lakridskaramel:
130 g sukker
40 g Bülow salt lakridssirup
100 ml fløde
1 knivsspids salt
10 g smør

Mælkechokoladeganache:
100 g mælkechokolade
50 ml fløde

Mørdej:
Bland mel, kakaopulver, sukker og salt i en skål.
Gnid smørret ind i de tørre ingredienser, og saml dejen med æggeblommer.
Rul dejen til en kugle, pak den ind i husholdningsfilm og den hvile i køleskabet i ca. 1 time.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd formen med den.
Prik bunden med en gaffel, læg stanniol over, og fyld tørre bønner ovenpå.
Bag bunden ved 180 grader i 10 minutter, fjern så bønner og stanniol, og bag videre i 10 min.
Lad bunden køle helt af, mens du laver lakridskaramellen.

Lakridskaramel:
Kom sukker, lakridssirup, fløde og salt i en gryde, og bring det i kog under omrøring.
Når massen begynder at koge, så skru lidt ned for varmen og stop med at røre.
Når massen har en temperatur på 115 grader, så kom smørret i, rør rundt og tag massen af varmen.
Hæld den i tærtebunden, og sæt den på køl et par timer.

Mælkechokoladeganache:
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Bring fløde i kog i en lille gryde, og hæld langsomt fløden over chokoladen, mens du rører.
Rør rundt indtil massen er homogen.
Kom ganachen oven på karamellaget, og sæt formen tilbage i køleskabet et par timer.
Pynt tærten med havsalt, og servér.

Salt lakridskaramel tærte 

Påskekage med lakrids

Påskekage med lakrids, hvid chokolade og citron

Mine hænder er lakridspyntede, og min mave fuld af små, spændte sommerfugle.

I morgen skal jeg nemlig lege med lakrids (og chokolade!) sammen med Hr. lakridskonge (aka. Johan Bülow) i TV2 Fri.

Mellem kl. 11:20 og 13:20 vil jeg jeg vil kreere fire lakridslækre chokoladesager.

1. Påskeæg med lakrids, hvid chokolade og citron

2. Chokoladetærte med saltet lakridskaramel

3. Minicupcakes med lakrids, hvid chokolade og passionsfrugt

4. Påskekagen på billedet ovenover – med lakridsmazarinbunde, hvid chokolade, masser af søde røde bær og ‘love’-kugler

Opskrifterne skal I selvfølgelig ikke snydes for. De er på vej!

Jeg håber, at I vil se med!

 

INGREDIENSER

Antal: ca. 8 personer

Lakridsmarcipanbunde:
100 g Bülow lakridsmarcipan
100 g sukker
100 g smør (blødt)
2 æg
30 g mel
50 g hvid chokolade

Citronsmørcreme:
70 g blødt smør
250 g flormelis
ca. 4 spsk frisk citronsaft

Pynt:
Friske røde bær, f.eks. jordbær, hindbær og ribs
Bülows ’Love’-kugler

Lakridsmarcipanbunde:
Riv marcipanen, og pisk den sammen med sukker og smør i en skål.
Pisk æggene i ét ad gangen.
Vend mel i.
Hak chokoladen groft, og vend den i.
Fyld dejen i to små springforme (13 cm i diameter), og bag dem ved 180 grader i 25-30 min.
Lad dem køle helt af.

Citronsmørcreme:
Kom alle ingredienser i en skål.
Pisk ved laveste hastighed et øjeblik, derefter ved højeste, indtil smørcremen er let og luftig.
Kom smørcremen mellem de to bunde og på siden og toppen af kagen.
Pynt med masser af røde bær og ’Love’-kugler.

Blondie med ribs og lakrids

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

Den berømte blondie har fået selskab af smukke, syrlige ribs og lækre lakridsprikker.

Vidunderlig, vanedannende og virkelig en sommervinder.

Selv en enkelt bid får solen til at skinne.

I hvert fald i min familie.

Savner du smagen af sommer, så smut straks i køkkenet og find:

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

130 g smør

130 g hvid chokolade

2 æg

100 g sukker

65 g mel

1-2 tsk rålakrids

en knivspids salt

70 g hvid chokolade

70 g ribs

 

Smelt smør og hvid chokolade over vandbad.

Pisk æg, sukker, mel, salt og lakridspulver sammen.

Vend smør-chokoladeblandingen i.

Hak de 70 g. chokolade groft, og vend dem i dejen.

Kom dejen i en aflang kageform (ca. 35 cm x 11 cm).

Stik forsigtigt ribs ned i dejen.

Bag kagen ved 175 grader i 30-35 min. Hold øje med den til sidst.

Lad kagen stå et køligt sted natten over, og spis den sammen med 10 kageglade mennesker.  

Blondie med ribs, hvid chokolade og lakrids

Lakridscupcakes med citron og hvid chokolade

Lakridscupcakes med hvid chokolade og citron

I torsdags var jeg et smut i lakridshimlen.

Jeg var inviteret ud til lakridskongens (aka Hr. Bülow) lakridsfabrik og fik lov til at smage lakridslækre sager i lange baner, se de mange lakridsmaskiner in action, lege med lakrids i laboratoriet og meget mere.

Jeg svævede hjem derfra med maven fuld af lakrids og hovedet fuld af lakridsidéer.

Her er én af dem.

Minicupcakes med Bülows nye lakridsmarcipan, små stykker Amedei Toscano White og en laber lakrids-citron-smørcreme.

Jeg er vild med kombinationen af lakrids, citron og hvid chokolade, og cupcakes’ene petitstørrelse lokker én til at hapse én mere.

Og én mere.

Lakridscupcakes med hvid chokolade og citron

Ingredienser

12 minicupcakes

 

Cupcakes:

100 g lakridsmarcipan

100 g sukker

100 g smør

2 æg

50 g mel

1 tsk citronsaft (fra øko-citron)

50 g hvid chokolade

 

Smørcreme:

75 g blødt smør

250 g flormelis

cirka 2 tsk Bülows fine lakridspulver

cirka 4 spsk citronsaft

Lakridscupcakes med hvid chokolade og citron

Cupcakes:

Riv marcipanen groft, og hæld den i en skål.

Hæld sukker i, og pisk det sammen med marcipanen.

Tilsæt blødt smør lidt og lidt – også under piskning.

Pisk æggene i – ét ad gangen.

Tilsæt citronsaft.

Vend mel i.

Hak chokoladen groft, og vend den i.

Fyld dejen i minimuffinsforme, og bag kagerne ved 175 grader i cirka 25 min.

Afkøl kagerne, mens du laver smørcremen.

 

Smørcreme:

Kom flormelis, smør, lakridspulver og citronsaft i en skål.

Pisk, indtil du får en let og luftig creme.

Fyld smørcremen i en sprøjtepose med stjernetylle.

Sprøjt små toppe ud på kagerne.

Drys med lidt lakridspulver, og server for sødhedsmennesker!

Love lakrids

Love lakrids hjemmelavet Bülow

I morgen drager jeg på bryllupseventyr med manden-min.

Australien var den planlagte destination, men så fik vi den glade baby-nyhed, så nu går turen til Paris.  

Jeg glæder mig helt ned i tæerne til parisisk paradis, gåture, flettede fingre og (chokolade)kager i massevis.

I tasken har jeg hjemmelavede Love lakridser. Små kærlighedskugler til kærlighedsferien.

Lige som Bülows består de af sød lakrids drageret i hvid chokolade og vendt i pulveriseret frysetørret hindbær. 

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Jeg holder fri fra bloggen, imens vi er væk, men hold øje med mig (og kagerne) på Instagram: majachocolat.

Vil du også lave kærlighedskugler til dine kære, er her opskriften:

 

Ingredienser

Sød lakrids – gerne NO. 1 fra Bülow

Hvid chokolade – gerne Amedei Toscano White

Frysetørret hindbærpulver

 

Smelt chokoladen over vandbad, og bland et par skefulde frysetørret hindbærpulver i.

Klip lakridserne over i to stykker (hvis du bruger Bülows), og overtræk dem med den smeltede hindbærchokolade.

Hvis du ønsker et tykkere lag chokolade, så overtræk lakridserne to gange. (Det gjorde jeg.)

Når chokoladen næsten er stivnet, så rul kuglerne i hindbærpulver.

Opbevar kærlighedskuglerne køligt.

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Love lakrids hjemmelavet Bülow

Laber lakridsmousse med hvid chokolade og citron

Lakridsmousse med hvid chokolade og citron

Aftenens dessert!

Hvid chokolademousse med lækker lakridssmag og strejf af citron.

Fuld af smagsspark og smaddersimpel at lave.

Opskriften svarer til fire mand – men i aften kun to (eller tre om man vil – tæller baby?)

Vores søde tænder trængte sådan.

Kombinationen af citron, lakrids og hvid chokolade er set før, men stadig fabelagtig fantastisk.

Pynt moussen med friske hindbær og knas – f.eks. honningristede havregryn med et drys lakrids.

Og spis den i sødt selskab!

 

Ingredienser (2-4 personer)

100 g Amedei Toscano White eller anden hvid kvalitetschokolade

1 1/2 pasteuriserede æggehvider

2 pasteuriserede æggeblommer

2 spsk rørsukker

1 tsk Bülow rålakridspulver

1/2 tsk citronskal (fra øko-citron)

friske hindbær

knas – f.eks. honningristede  havregryn (med et drys lakrids)

 

Hak chokoladen fint, og smelt den i en skål over vandbad.

Pisk æggehvider stive, og stil dem til side.

Pisk æggeblommer, sukker, lakridspulver og citronskal sammen.

Vend den smeltede chokolade i æggesnapsen.

Vend forsigtigt æggehviderne i.

Fordel moussen i portionsglas, og stil dem på køl minimum et par timer.

Pynt med friske hindbær og knas lige inden servering.

Lakridsmousse med hvid chokolade og citron

Islagkage med brombæris, hvid chokolade og lakrids

Islagkage med brombæris og mandelbund af hvid chokolade og lakrids

Der var én storsavnet fra ferie. Én kæmpe lakridsfan. Og én gravid.

Tre ganske gode grunde til forkælelse.

Derfor tog jeg denne islagkage med på arbejde i går. 

Pigerne fik dog ikke lov til at spise den hele selv.

Rygtet gik, og pludselig var der kagekamp om stykkerne.

Islagkagen består af en chewy mandelbund med lakrids og hvid chokolade samt hjemmelavet brombæris fremstillet af hjemmeplukkede brombær fra sidste års hamstrings-høst.

Kombinationen af den salte lakrids, den søde hvide chokolade og den syrlige brombæris er himmelsk, synes jeg.

Og de søde kagespisere var enige.

‘Kageorgasme’ var deres dom.

Islagkage med brombæris og mandelbund af hvid chokolade og lakrids

Står du og mangler en opskrift på en skøn sommerdessert, får du den her:

Ingredienser (cirka 8 personer)

Mandelbund:

2 æggehvider

100 g rørsukker

70 g mandler

70 g hvid chokolade

2 tsk rålakridspulver (fra Bülow)

 

Brombæris:

230 g brombær

100 ml minimælk

100 ml fløde

150 g rørsukker

lidt citronsaft

 

Mandelbund:

Smut mandlerne, og blend dem til groft mel.

Hak chokoladen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs, og vend mandelmel, hakket chokolade og lakridspulver i.

Hæld marengsen i en springform (18-20 cm i diameter), og bag bunden i 12-15 min ved 175 grader.

Lad den køle af, mens du laver brombærisen.

 

Brombæris:

Blend brombær, fløde, mælk og sukker.

Smag til med lidt saft fra en frisk citron.

Kør massen på ismaskine.

Fordel isen ovenpå mandelbunden.

Sæt islagkagen i fryseren natten over.

Pynt med friske brombær lige inden servering.

Chokoladebrud med hvid chokolade, lakrids og lavasalt

Chokoladebrud med lakrids og lavasalt

Kransekager er fine og hører sig nytårsaften til.

Men må ærligt indrømme, at jeg altid hopper uden om kransekagen og hamstrer chokoladepynt i stedet.

Min mor plejer at gemme fyldte chokolader i midten af kransekagen. Dét er et hit!

Om disse chokoladebrud skal gemmes i kransekagen eller bare ligge og lege lækre ved siden af, er endnu ikke besluttet.

Men de skal i hvert fald spises, så snart vi er hoppet ind i det nye år.

 

Chokoladebruddene er lavet på fem minutter – og kan fyldes med dine favorit frysetørrede bær, nødder, osv.

Disse indeholder små stykker Bülow-lakrids (1’eren) og er drysset med lidt lakridspulver, sort lavasalt og bladsølv.

Både bladsølv og lavasalt faldt jeg tilfældigt over i ‘Krydderiet’ i Torvehallerne – og forelskede mig totalt i.

Begge dele er perfekt til en nytårsaften med glimmer og gang i!

Må du få en fantastisk nytårsaften!

Ingredienser

100 g Ivoire fra Valrhona eller anden hvid kvalitetschokolade
10 stykker sød lakrids (1’eren) fra Bülow
1/2 tsk Bülow rålakridspulver
knivspids sort lavasalt
bladsølv

Smelt chokoladen over vandbad og temperer den.
Skær lakridsen i små stykker, og bland det i chokoladen.
Hæld det ud på et skærebræt beklædt med bagepapir.
Drys med rålakridspulver og lavasalt.
Sæt chokoladen på køl.
Skær/bræk den ud i små stykker – og pynt med bladsølv.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Mandler med passionsfrugt og lakrids

Mandler med passionsfrugt, lakrids og mandelnougat

Mit chokoladelykkebarometer er helt i top. Min verden er fyldt med chokolade – og jeg er vild med det!

I går stod den på chokoladesmagning med vidunderlige venner.

I eftermiddags på uddeling af italienske himmerigsmundfulde til begejstrede besøgende i Mad&Vin.

I aften på hjertehygge med min forlovede og hjemmelavede mandler som de to allervigtigste ingredienser.

Mandlerne er beklædt med mandelnougat tilsat Bülowlakrids – og så rullet frysetørret passionsfrugtpulver.

Nemt, men noget så himmelsk!

Håber din decemberaften er fuld af dejlighed!

Mandler med passionsfrugt, lakrids og mandelnougat

Fransk nougat med lakrids, passionsfrugt og pufsukker

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker

En søndag klædt i hvidt og med iskolde temperaturer rimer på indendørsaktiviteter og konfekt-kreering.

Disse små nougat-stykker lavede jeg som det allerførste i morges.

Når jeg først har fået en chokolade(idé), kan det slet ikke gå  for stærkt med at få den realiseret.

Blød nougat tilsat lækker Bülow lakrids, og pyntet med Amedei Toscano White, frysetørret passionsfrugtpulver og pufsukker.

Muligvis den bedste nougat, jeg nogensinde har smagt!

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker

Nu står den på mere konfekt-fremstilling hos én af mine favoritfamilier, og jeg g l æ d e r mig!

Smaddersød sne-søndag til dig!

 

Ingredienser (15-20 stk)

160 g honning

260 g sukker

80 g vand

50 g glukose

40 g pasteuriserede æggehvider

40 g sukker

2 spsk Bülow rålakridspulver

100 g mandler

Pufsukker

Frysetørret passionsfrugtpulver

Lidt Amedei Toscano White eller anden hvid chokolade

Lidt flormelis

 

Hæld honning, sukker, vand og glukose i en gryde og lad det koge ved middelvarme – til det har en temperatur på 152 grader.

Rist mandlerne let i ovnen.

Pisk æggehvider og sukker til marengs.

Tilsæt lakridspulver.

Hæld den 152 grader varme sukkermasse i en tynd stråle ned i marengsen, mens du pisker.

Pisk i cirka 10 min – til massen får en sej og luftig konsistens.

Tilsæt nødderne, og vend massen ud på en silikonemåtte/bagepapir drysset med flormelis.

Pynt med hvid chokolade, frysetørret passionsfrugtpulver og pufsukker.

Sæt nougaten på køl et par timer, og skær den så ud i ønskede stykker med en skarp kniv dyppet i varmt vand.

Opbevar nougat-stykkerne et tørt, køligt sted.

Fransk nougat med lakrids, frysetørret passionsfrugt, hvid chokolade og pufsukker